Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen og den tyske mediekoncern Hubert Burda Media har haft den helt store pengepung fremme i forsøget på at holde Miinto oven vande.

Hubert Burda Media og den danske rigmand har nemlig skudt intet mindre end 100 millioner kroner ind i den danske modeportal.

Det skriver Finans.

Det er bestemt ikke første gang, at Miinto får en kapitalindsprøjtning af de helt store. Virksomheden har nemlig haft røde tal på bundlinjen, lige siden den blev stiftet tilbage i 2009.

Anders Holch Povlsen, adm. direktør i Bestseller
Anders Holch Povlsen, adm. direktør i Bestseller Foto: pressefoto
Vis mere

Anders Holch Povlsen, som er hovedaktionær i Miinto, har således tidligere kastet et trecifret millionbeløb efter virksomheden.

Ifølge Konrad Kierklo, administrerende direktør i Miinto, understreger den nye kapitalindsprøjtning, at investorerne er tilfredse med udviklingen i den danske virksomhed.

»Vi er fuldt bevidste om, at med den slags penge følger også et stort ansvar og store krav, hvilket vi til fulde forstår og respekterer. Vi er gået i gang med at løbe et maraton, og vi har kun lige passeret de første 5 km,« siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Finans blev Hubert Burda Media investor i virksomheden tidligere i år og har en ejerandel på mellem 5 og 9,99 procent, mens Anders Holch Povlsen har en ejerandel på 60 procent.

Rigmanden Jesper Buch har en ejerandel på fem procent i Miinto.
Rigmanden Jesper Buch har en ejerandel på fem procent i Miinto. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Den tyske mediekoncern står bag en række magasiner. Herunder den tyske udgave af Playboy.

Anders Holch Povlsen er ikke den eneste danske rigmand, der har ejerandele i Miinto. Også den kendte iværksætter Jesper Buch ejer en bid af virksomheden - helt præcist fem procent.

Miinto opererer i syv lande og samarbejder med mere end 2.000 butikker.

Ifølge Finans har virksomheden haft et samlet underskud på mere end 130 millioner kroner de seneste tre år.