Bestsellermilliardæren Anders Holch Povlsen ejer størstedelen af onlinesupermarkedet Nemlig.com, der er ramt af en regulær shitstorm.

Og for første gang reagerer hovedaktionæren nu på sagen.

Ifølge Holch Povlsen selv ser han med alvor på de seneste dages kritik:

»Jeg følger naturligvis udviklingen i Nemlig.com og ser på kritikken med stor alvor. Vi kan ikke være tjent med, at nogen og særligt ikke vores kunder tror, at der er noget forkert i Nemlig.com. Alle medarbejders trivsel og motivation er helt afgørende, og virksomhedens ånd og værdigrundlag er bevis herfor.«

Det skriver Anders Holch Povlsen i et skriftligt svar til Finans.dk.

Denne udtalelse kommer i forbindelse med, at Politiken gennem flere artikler har skildret et arbejdsmiljø hos Nemlig.com med bøder til chaufførerne, overvågning af medarbejderne, krav om et umenneskeligt højt arbejdstempo og lange arbejdsdage syv dage om ugen er blandt kritikpunkterne.

Desuden viser Nemlig.coms seneste arbejdspladsvurdering, som er fra 2019, at to ud af tre medarbejdere har haft smerter på grund af deres arbejde inden for de seneste tre måneder.

På grund af sagen har fagforeningen 3F valgt at opsige sin lokalaftale med selskabet, hvilket blandt andet betyder, at Nemlig.com ikke kan ansætte deltidsansatte fremover.

Ifølge Bestseller-milliardæren har 3F, Dansk Erhverv og Nemlig.com dog holdt et møde mandag, hvor der er aftalt en møderække for at drøfte og afklare den rejste kritik. Det skriver Finans.dk.