Et underskud på 39 millioner kroner på fire år.

Sådan ser det ud for virksomheden Lix Technologies, der blandt andet ejes af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen.

Virksomheden, der blev stiftet i 2014, er en slags Spotify eller iTunes for studiebøger, hvor studerende kan streame studiebøger fra portalen.

De røde tal på bundlinjen betyder, at studiebogsvirksomheden lukker 30. september, skriver Børsen.

»Vi har besluttet at indstille driften og lukke ned. Vi lykkedes desværre ikke med den mission, der var i selskabet, så derfor har ejerkredsen besluttet at lukke ned. Vi er ikke lykkedes med at få tilstrækkelig med brugere og indhold fra forlag på platformen,« siger Henrik Løvig, bestyrelsesformand i Lix Technologies.

Lix har aldrig kunnet præsentere sorte tal på bundlinjen. I 2019 landede årets resultat på minus 15,5 mio. kr. mod et underskud på lidt over 12 mio. kr. i 2018.

Virksomheden skriver i en meddelelse til sine udgivere, at virksomheden også har oplevet øget piratkopiering og modvilje hos studerende til at betale for studiemateriale.

Bestyrelsesformand Henrik Løvig ønsker ikke at fortælle til mediet, om man har forsøgt eller forsøger at sælge virksomheden videre.

Stifteren, den dengang 21-årige Camilla Hessellund Lastein, forlod virksomheden i december 2019, hvor hun stoppede i både ejerkredsen, direktionen og bestyrelsen.

Henrik Løvig, der repræsenterer North Media, var én af de aktører fra ejerkredsen, som har været med til at købe Camilla Hessellund Lastein og hendes mor ud af virksomheden.

Deres ejerandel på 34 pct. af Lix Technologies blev primært overtaget af Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, den nye direktør Kasper Enggaard Krog og North Media.

Anders Holch Povlsen ejer 81 pct. af selskabet.