Anders Holch Povlsens virksomhed Bestseller blev rigtig hårdt ramt, da verden lukkede ned, og alene i marts måned tabte selskabet milliarder af kroner.

Men nu viser det sig, at selskabet er kommet meget bedre ud af coronakrisen end frygtet.

Det oplyser Bestseller i en pressemeddelelse.

Virksomheden leverer faktisk et overskud i regnskabsåret 2019/2020.

»Vi har lukket bøgerne og afventer nu vores endelige regnskabsafslutning. Men allerede nu ved vi, at vi undgår det ellers ventede første minus i vores virksomheds historie. Det bliver ikke et kønt regnskab, men det giver et positivt resultat,« siger Anders Holch Povlsen i pressemeddelelsen.

Det betyder, at Anders Holch Povlsen nu betaler de 81 millioner kroner tilbage, som virksomheden modtog i lønkompensation.

»Der har hersket en vilje og en kampgejst i hele virksomheden for at lykkes. Det har været en stor kollektiv indsats, hvor vi som samarbejdspartner til mange detailhandelsvirksomheder har tilbudt vores økonomisk opbakning – i form af rabatter og markedsføringstilskud – for at hjælpe vores kunder og partnere igennem perioden,« fortæller Anders Holch Povlsen.

Bestseller har ikke modtaget kompensation for faste omkostninger. Virksomheden har cirka 17.000 ansatte på globalt plan. Af dem, er 3.300 ansat i Danmark.