»Vi har lavet vores strategi for det kommende år. Desværre påvirker det 15 procent af vores roller, og op imod 150 kollegaer må måske forlade os.«

Sådan skrev Jeppe Rindom, ceo for virksomheden Pleo, for to uger siden i et opslag på LinkedIn.

Og det er ikke den eneste virksomhed inden for it-sektoren, som er ramt.

Både Meta, som står bag Facebook, og Amazon har varslet store fyringsrunder, og hos vores svenske naboer har virksomheden Klarna måttet fyre ti procent af deres ansatte.

Det stopper dog ikke her ifølge eksperter, som Berlingske Business har talt med.

»Vi har haft et tre-fireårigt bull run (opadgående marked, red.), hvor alting bare er steget. Og så er der mange investorer, der har følt sig fristet til at følge med, fordi andre har foretaget lukrative investeringer,« siger Asbjørn Kastaniegaard, managing director og chef for virksomhedsfinansiering hos BCG, til Berlingske Business.

Men nu, hvor økonomien er gået markant mere i stå, har investorerne trukket sig, og det betaler virksomhederne prisen for.

Der er, med Asbjørn Kastaniegaards ord, en ængstelse i markedet.

»En krise eksponerer jo, hvor der er solide forretningsmodeller, og hvor der ikke er,« siger han.

Han pointerer, at investorerne stadigvæk er derude, men at de ikke er villige til at betale lige så meget for andele i virksomhederne som tidligere.

Derfor takker virksomhederne nej og venter på, at markedet bliver mere gunstigt – i stedet må de så nu ty til spareøvelser, som ofte inkluderer fyringer. Og han tror ikke på, at virksomhederne er færdige med disse øvelser.

Tore Stramer, som er cheføkonom hos Dansk Erhverv, mener, at der har indfundet sig et dystert stemningsskift på arbejdsmarkedet.

Det er ikke kun i it-branchen, der kommer fyringer.

I starten af november kunne eksempelvis Velux fortælle, at op mod 430 medarbejdere på fabrikker i Polen, Danmark, Ungarn, Slovakiet og Tyskland kan risikere en fyring i den nærmeste fremtid.