Hele verden prøver lige nu, at bekæmpe coronavirussen, der først og fremmest har kostet flere tusinde menneskeliv, men som også har kostet arbejdspladser, konkurser og mange milliarder kroner.

Skuer man over til Kina, hvor virussen eftersigende har toppet, så bliver investeringsbanken Carnegies analysechef, Niels Granholm-Leth, bekymret over, at der stadig ikke er kommet liv i butikkerne i Kina, selvom virussen er under kontrol.

Det siger han i et interview med Finans.

»Noget kunne tyde på, at selvom epidemien allerede har toppet i Kina, så er forbrugerne noget langsomme om at komme tilbage i butikkerne. Der er stadig mange, der holder sig inden døre. Så det er ikke sådan, at bare fordi kurven har fladet ud i Kina, så vælter folk ud i butikkerne igen. Der går tilsyneladende noget tid. Og det er selvfølgelig lidt bekymrende,« siger Niels Granholm-Leth.

I Danmark har coronavirussen tirsdag ført til historiske restriktioner og allerede i dagene forinden til adskillige lukkede butikker, caféer, biografer og restauranter.

Derudover er flere begivenheder, som lagersalg, events og koncerter aflyst eller udskudt til et andet tidspunkt.

Børsnoterede selskaber har også trukket tidligere udmeldte forventninger til 2020 tilbage og skal nu revurdere forventningerne til året.

Der er også varslede fyringer i Danmark.

Shoppingcenterne i Kina er fortsat stort set tomme.
Shoppingcenterne i Kina er fortsat stort set tomme. Foto: HECTOR RETAMAL
Vis mere

Niels Granholm-Leth vil ikke uddybe til Finans, hvor lang tid, Carnegie forventer, at krisen vil vare.

Investeringsbanker i England og norden har dog tidligere meldt ud, at de forventer, at epidemien topper i slutningen af april.

Et samlet Folketing meldte tirsdag formiddag ud, at man har vedtaget en hastelov med 165 milliarder kroner i hjælp til danske virksomheder.

Coronavirussen har kostet over 7000 menneskeliv på verdensplan.