Amerikanske aktiemarkeder stabiliserer sig efter store fald
Investorer har sundet sig og fået den værste panik ud af kroppen op til weekenden, vurderer aktiechef.
Investorer har sundet sig og fået den værste panik ud af kroppen op til weekenden, vurderer aktiechef.
De amerikanske tech-aktier lader fra handelsstart til at have stabiliseret sig efter store fald torsdag.
Tech-indekset Nasdaq er kort efter børsåbning oppe med over en procent, og også det bredere S&P 500 er i plus.
- Efter at have fået en ordentlig kæberasler i går genvinder de amerikanske techaktier lidt af det tabte i dag, vurderer Philip Jagd, aktiechef i Sampension i en kommentar.
- Det kunne tyde på, at investorerne har sundet sig og fået den værste panik ud af kroppen op til weekenden.
De største aktieindeks i USA blev torsdag ramt af en stor nedtur. Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt med 5,5 procent.
En storsejr til Demokraterne ved midtvejsvalget skabte tilsyneladende - med lidt forsinkelse - frygt for øget myndighedskontrol med kunstig intelligens.
Bekymringen drejer sig særligt om, at mange af de kandidater, der blev valgt ind i Kongressen ved tirsdagens midtvejsvalg, har lovet at bremse datacenterprojekter.
RITZAU