Aktierne er kommet forrygende fra start onsdag morgen.

Det skyldes, at Senatet i USA og Det Hvide Hus tirsdag nat dansk tid nåede til enighed om en hjælpepakke til en anslået værdi af 2.000 milliarder dollars, der skal afbøde de økonomiske konsekvenser af corona-krisen.

Onsdag morgen er det danske eliteindeks, C25, oppe på hele 3,9 procent - det skyldes blandt andet stigninger på intet mindre end 8 og 8,1 procent hos henholdsvis Vestas og Rockwool.

Allerede tirsdag, inden hjælpepakken var på plads, tog aktiemarkederne kurs mod himlen.

Eliteidekset, C25, havde således sin bedste dag nogensinde, siden det blev oprettet i 2016.

»Vi så nogle helt voldsomme kursstigninger herhjemme i går (tirsdag, red.),« siger Søren Vestergaard Kristensen, cheføkonom i Sydbank, til B.T. og fortsætter:

»Der var i den grad jubelstemning på aktiemarkedet, hvor man har tabt meget i lang tid. Det ser ud, som om investorerne er glade for hjælpepakken.«

I USA medførte udsigten til hjælpepakken, at Dow Jones-indekset steg hele 11,37 procent tirsdag, hvilket var indeksets største stigning på én dag siden 1933.

Detaljerne om den gigantiske amerikanske hjælpepakke er endnu uklare, men det menes, at pakken blandt andet vil indeholde en hjælpefond på 500 milliarder dollars til de amerikanske virksomheder.

Derudover skal pengene fra pakken angiveligt gå til direkte udbetalinger til de amerikanske statsborgere samt til arbejdsløshedsunderstøttelse og investeringer i sundhedssektoren.

Indtil videre er enatet og Det Hvide Hus kun blevet enige om pakken. Den forventes at blive stemt officielt igennem af Senatet og Repræsentanternes Hus senere onsdag, hvorefter den skal godkendes af præsident Trump.

Sydbanks cheføkonom Søren Vestergaard Kristensen vurderer, at pakken bliver endeligt vedtaget senere på ugen.