Den amerikanske centralbank (Fed) sænker den toneangivende rente med 0,25 procentpoint efter et rentemøde.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Renten fastsættes i intervallet 3,75 procent til 4 procent.

Rentenedsættelsen kommer til trods for, at det amerikanske statsapparat har været lukket ned siden starten af oktober.

I pressemeddelelsen hæfter Fed sig også ved, at der er fortsat usikkerhed omkring den økonomiske udvikling i USA.

Centralbanken skriver, at væksten på jobmarkedet baseret på de tilgængelige tal er blevet langsommere.

Arbejdsløsheden er steget, men var fortsat lav, da tallene blev opgjort i august.

Ifølge Dansk Industris cheføkonom, Allan Sørensen, træffer banken beslutninger på et mangelfuldt grundlag.

- Nedlukningen af det amerikanske statsapparat betyder, at der mangler opdaterede data på udviklingen i amerikansk økonomi. Donald Trump mener samtidig, at de tilgængelige tal er manipulerede, og han forsøger at tvinge centralbanken til at føre en kurs mod flere rentesænkninger, skriver Allan Sørensen i en kommentar.

Spørger man Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, er det bestemt ikke en ønskværdig situation, som den amerikanske centralbank står i.

- Vi må da også erkende, at risikoen for politikfejl fra den amerikanske centralbank er større end normalt i øjeblikket. Det er en udvikling, der blot bidrager til at forstærke den usikkerhed, der er omkring den amerikanske økonomi i øjeblikket, skriver han i en kommentar.

Det er anden gang, at banken sænker renten i år. Bestyrelsesmedlemmerne i banken har haft delte meninger om rentenedsættelsen. Et enkelt medlem ville ikke sænke renten, imens bestyrelsesmedlemmet Stephen Mirran ønskede en højere nedsættelse.

Mirran er udpeget af Trump, og han har ifølge nyhedsbureauet AFP været med til at forme præsidentens økonomiske politik.

Tidligere i år var der stor uro omkring centralbankens chef, Jerome Powell, som USA's præsident, Donald Trump, var stærkt kritisk over for.

Trump mener, at banken er for langsom til at sænke renten.

/ritzau/