Forsikringskoncernen Alm. Brand Group så sine forsikringsindtægter vokse i årets første kvartal.

Det viser et regnskab, der er blevet offentliggjort tirsdag morgen.

Når man sammenligner med samme kvartal sidste år, steg indtægterne 2,5 procent til godt 2,9 milliarder kroner.

Alm. Brand har også formået at løfte sit forsikringsresultat betragteligt til 496 millioner kroner i perioden.

Det er 47 procent mere end i første kvartal sidste år og skyldes dels de højere indtægter og dels lavere udgifter til erstatning.

Forsikringsresultatet viser, hvor meget et forsikringsselskab tjener eller taber på kerneforretningen - det vil sige at sælge forsikringer.

Andreas Ruben Madsen, der er administrerende direktør i koncernen, er tilfreds med resultaterne, som han anser for at leve op til målsætningerne.

- (Resultaterne, red.) afspejler vores fokus på at skabe en mere effektiv og konkurrencedygtig koncern, siger han i en kommentar til regnskabet.

Han glæder sig desuden over, at Alm. Brand er kommet "godt fra start" i den nye strategiperiode.

Kunderne har i årets første tre måneder været præget af det, topchefen kalder usædvanligt hårdt vintervejr med sne og frost.

- Det gav stor travlhed i vores skadeafdeling, som hjalp mange kunder med uheld som følge af det glatte føre.

- Samtidig førte situationen i Mellemøsten til en markant stigning i henvendelser, hvor vi kunne hjælpe og rådgive kunder på rejseforsikringsområdet, siger han.

Koncernen er med 800.000 kunder et af landets største skadeforsikringsselskaber.

Alm. Brand Foreningen 1792 er den primære ejer og modtager derfor en del af overskuddet.

Pengene uddeles herefter til forskellige projekter. Det kan eksempelvis være til forebyggelse af mistrivsel blandt unge og børn.

Koncernen har foruden Alm. Brand Forsikring også Codan under sig.

/ritzau/