Vi går en stor uge i møde, hvor det ser ud til, at pengepolitikken vil blive strammet yderligere.

Derfor vil de finansielle markeders øjne også være særligt rettet mod de kommende centralbankmøder i blandt andet USA, England og Sverige. Det skriver Børsen.

Og særligt ét møde vil der blive holdt ekstra godt øje med.

Nemlig mødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor der har været store renteforhøjelser siden marts.

Tidligere på ugen overraskede det amerikanske marked med en højere inflation end ventet. Og noget tyder på, at der ikke er udsigt til lav inflation foreløbig. Alle venter derfor i spænding på, at formanden for FED, Jerome Powell, beslutter, hvad renten skal hæves med.

Hos Danske Bank forventer man, at den amerikanske centralbank vil hæve renten med 0,75 procentpoint.

I Storbritannien er mødet i Bank of England blevet skubbet til næste uge igen efter dronning Elizabeths død.

Storbritannien har haft høje inflationstal, som senest nåede op over 10 procent.