Onsdag var ikke den bedste dag for medarbejderene i tømrerfirmaet DHK-Byg.

De blev nemlig sendt hjem, fordi selskabet samme dag blev taget under konkursbehandling. Det skriver Nordjyske.

DHK Byg håber dog på at blive reddet på målstregen, hvorfor selskabets kurator forsøger at få selskabet solgt, så medarbejderne ikke kommer til at stå uden job.

»De er sendt hjem indtil videre. Efter konkursloven har vi 14 dage til at finde ud af deres ansættelsesforhold. Hvis ikke jeg har en køber på det tidspunkt, er jeg nødt til at fritstille dem,« siger kurator Tim Rosenkrantz Buur til mediet.

Han forklarer samtidig, at det ikke er mangel på arbejde, der er skyld i den triste udmelding – men derimod er det økonomien hos tømrerfirmaet, der knager.