I mere end 100 år er det forsikringer, man primært har forbundet Alka med.

Nu kaster forsikringsselskabet sig ind på nyt territorium, da det har startet sit eget mobilselskab. Det oplyser Alka i en pressemeddelelse.

Det nye mobilselskab kommer til at tilbyde et mobilabonnement med fri tale, fri sms, fri mms og syv gigabyte data i Danmark for 59 kroner om måneden.

Ifølge Alka bliver det det billigste mobilabonnement med fri tale herhjemme.

Tilbuddet bliver tilgængeligt for personer, der enten er kunder i Alka eller medlem af et af de fagforbund, som Alka samarbejder med.

Det drejer sig ifølge selskabet om cirka 2,5 millioner danskere.

I pressemeddelelsen understreger Frederik Sjørslev Søgaard, direktør for Alka Forsikring, at den nye satsning ikke bunder i noget ønske om at ændre Alkas forretning, som er og bliver et skadesforsikringsselskab.

- Vi er altid på udkig efter attraktive kunde- og medlemsfordele.

- Den månedlige pris på et abonnement med fri tale er de seneste år steget markant i de store selskaber til 149 kroner om måneden.

- For mange mennesker vil der derfor være en del penge at spare med vores tilbud, siger Frederik Sjørslev Søgaard i pressemeddelelsen.

Ud over Danmarkspakken vil Alka tilbyde en EU-pakke til abonnenter, som har behov for at bruge telefonen i udlandet.

EU-pakken koster 84 kroner om måneden og har ti gigabyte data, hvoraf seks gigabyte kan bruges i EU.

Der er ingen binding på nogen af pakkerne, og det er muligt at skifte fra Danmarkspakken til EU-pakken eller omvendt, hvis ens behov ændrer sig.

Alkas mobilselskab går i luften i starten af det nye år.