To dage før jul blev den danske cocktailvirksomhed Drinx' regnskab offentliggjort.

Og det har aldrig været bedre, skriver Finans.

Virksomhedens resultat er ifølge CVR-registret landet på knap 21 millioner kroner, mens det endelige overskud lyder 12,9 millioner kroner.

Året forinden var overskuddet 110.000 kroner, hvilket som bekendt var året, hvor corona hærgede og lukkede barer over hele landet.

Det hidtil bedste overskud var i årene 2019/2020 og lød 7,9 millioner kroner.

'Selskabets indtjening i 2021/22 har levet op til forventningerne og resultatet betragtes som værende tilfredsstillende,' tilføjer ledelsen i det nyeste regnskab.

Drinx, der leverer drikkevarer til restaurationsbranchen i hele landet, har hovedkontor i Frederikshavn.

Virksomheden har knap 80 ansatte.