Den tyskejede discountkæde Aldi har ikke haft overskud i Danmark i ti år - men er alligevel klar til at udvide herhjemme.

Kæden er i gang med at modernisere sine 182 butikker, og nu slår direktøren for Aldi i Danmark, Finn Tang, fast, at er er plads til flere.

»Vi har brugt 2018 på at analysere vores butikker og er kommet frem til, at der er basis for en pæn tocifret vækst i de eksisterende butikker. Derudover ser vi yderligere en vækst i absolutte butiksantal på omkring 60 butikker, så vi samlet kommer til at stå med omkring 240 butikker,« siger han til Fødevarewatch.

De seneste par år har Aldi lukket i alt 40 butikker, og fremover skal 132 af de nuværende butikker enten udvides eller flyttes til bedre beliggenheder.

Arkiv
Arkiv Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er uvist, hvornår de nye butikker vil åbne, men ifølge Finn Tang vil kæden gerne runde 200 butikker inden for tre år.

Selv om Aldi siden 2010 har tabt 1,5 milliarder kroner på sine danske butikker, er det oplagt, at Aldi udvider, vurderer detailhandelsekspert Bruno Christensen.

»Det er naturligt, at Aldi speeder op og følger med de andre discountkæder - Lidl, Rema 1000 og Netto - der også bygger større og flere butikker,« siger han.

Med meldingen signalerer Aldi klart til konkurrenterne, at kæden er her for at blive.

Og selv om regnskaberne i Danmark mildt sagt ser miserable ud, skal man ikke tage fejl af discountgiganten, pointerer Bruno Christensen.

»Aldi er globalt en af de største aktører, der har masser af styrke til at vokse,« siger han.

De senere år har Aldi markeret sig med flere tilbud og flere mærkevarer - og det er vejen frem.

»Danskerne vil gøre en god handel. Faste lave priser hver dag keder os. Og så vil vi have de varer, vi kender og føler os trygge ved,« siger Bruno Christensen.