Selv om formålet med sammenlægningen har været at skabe en større og mere strømlinet bank, så er der endnu et stykke vej til, at fusionsregnestykket for alvor går i plus for AL Sydbank.

Det fortæller administrerende direktør Mark Luscombe oven på offentliggørelsen af bankens regnskab for 2025 onsdag.

Men han fastholder, at det mest betydningsfulde skridt i retning af de forventede årlige synergigevinster på 1,2 milliarder kroner årligt allerede er taget.

Det skete, da banken allerede sidste år besluttede sig for at sige farvel til datacentralen BEC, som Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank var tilknyttet.

Fremover skal AL Sydbank være kunde hos Bankdata, som Sydbank var tilknyttet.

- En rigtig stor del af synergigevinsterne skal komme fra, at vi sammenlægger vores datacentral. Og i regnskabet kan man se, at vi har en engangspost på 1,1 milliard kroner, hvor regningen for at udtræde af BEC udgør langt den største del.

AL Sydbank har siden fusionen - og senest tirsdag - meldt en række afskedigelser ud blandt ledende medarbejdere.

I den seneste runde er 47 medarbejdere opsagt, og yderligere 20 bliver ramt af "væsentlige ændringer" i jobbet. Det har Finanswatch fået oplyst af AL Sydbanks presseafdeling.

Nu begynder næste fase af fusionsarbejdet, og her vil flere medarbejdere mærke konsekvenserne af sammenlægningen.

- Når man fusionerer tre banker, så er der uundgåeligt, at der er overlap i jobfunktioner. Det er jo den kedelige del af det.

- Der vil være medarbejdere, som er enormt dygtige og kompetente, som vi er nødt til at sige farvel til.

- Men vi har fokus på at holde en høj kadence i eksekveringen, så vi så hurtigt som muligt kan give folk vished om, hvordan ser fremtiden ud, siger Luscombe.

Han roser medarbejderne for at have håndteret uvisheden på en måde, som i hvert fald ikke kan aflæses i regnskabsbøgerne.

- Vi har jo faktisk øget vores udlån med en lille milliard kroner i fjerde kvartal, ligesom vores indlån også er vokset mere end forventet.

- Det bekræfter vores billede af, at vi har en organisation, som er enormt loyal og pligtopfyldende, og som gør sit ypperste hver dag, på trods af at den kigger ind i stor usikkerhed, siger han.

Inden fusionen var omkring 2200 ansat i Sydbank, mens der var omkring 600 og 1300 medarbejdere i henholdsvis Vestjysk Bank og Arbejdernes Landsbank.

/ritzau/