Tirsdag åbnede Tesla en ny gigafabrik øst for Berlin under højlydte protester fra en gruppe demonstranter, der var mødt op for at protestere mod bilproducenten.

Flere aktivister havde limet sig fast til jorden og andre måtte bæres væk.

Tyske miljøforkæmpere har gennem længere tid udtrykt deres utilfredshed med den enorme bilfabrik, som de mener truer natur- og dyreliv.

Teslas stifter og topchef Elon Musk lod sig dog ikke påvirke af de vrede demonstranter under åbningen.

Den nye fabrik i Gruenheide øst for Berling. REUTERS/Lisi Niesner
Den nye fabrik i Gruenheide øst for Berling. REUTERS/Lisi Niesner Foto: LISI NIESNER
Vis mere

Han dansede af glæde under indvielsen af fabrikken og gav de første kunder et stort bifald, da de kørte afsted i deres biler.

»Danke Deutchland!!!« tweetede milliardæren i forbindelse med åbningen.

Den nye fabrik med 12.000 ansatte er det første produktionssted for Tesla-biler i Europa.

Efter planen skal fabrikken producere en halv million biler om året.

Politiet fjerner en demonstrant foran fabrikken. REUTERS/Lisi Niesner
Politiet fjerner en demonstrant foran fabrikken. REUTERS/Lisi Niesner Foto: LISI NIESNER
Vis mere

Ifølge New York Times er valget faldet på Tyskland, fordi Elon Musk gerne vil udnytte tyskernes ekspertise og erfaring indenfor produktion af luksusbiler.

Men planerne om at opføre fabrikken har både vakt glæde, bekymring og vrede blandt tyskerne.

Flere lokalpolitikere hilser begejstret de nye arbejdspladser velkomne, mens fagforeningsledere i bilindustrien er afventende i forhold til, hvilke vilkår de mange ansatte skal arbejde under.

Mens aktivister gennem lang tid har protesteret mod byggeriet uden dog at have haft held til at bremse det.