Tendensen under corona har været, at folk booker ophold tæt på hjemmet. Stadig har rekordmange booket ophold.

Airbnb har sat rekord for antallet af bookinger i første kvartal af året.

Det får udlejningsportalen til at vurdere, at rejselysten i kølvandet på coronapandemien igen er taget til.

På trods af bølgen med omikronsmitte i begyndelsen af året toppede reservationer på Airbnb således med 102 millioner i de første tre måneder, hvilket er ny rekord for kvartalet.

Reservationerne inkluderer både overnatninger og oplevelser gennem portalen.

Tendensen har under pandemien været, at folk booker ophold væk fra byerne, men stadig relativt tæt på deres hjem.

Denne tendens vurderer Airbnb kommer til at fortsætte. Men folk kommer også til i højere grad at rejse på tværs af grænserne og i storbyerne, lyder det fra det amerikansk baseret selskab.

- Det første kvartal af 2022 var endnu et rekordkvartal for Airbnb. Gæster fortsætter med at rejse indenrigs, og nu vender gæster også tilbage til byer og krydser grænser.

- Airbnb er stærkere end nogensinde før, udtaler topchef i selskabet Brian Chesky i regnskabet.

Airbnbs indtjening afspejler et igangværende opsving i rejsebranchen, vurderer analytiker Colin Sebastian.

- Når vi ser længere frem, vil rejser i byområder og udenlands fremme reservationsvæksten endnu mere, siger Sebastian.

Det stærke kvartal kommer, en uge før at Airbnb skal annoncere, hvad selskabets topchef kalder "den største ændring af Airbnb i et årti".

Uden at afsløre for meget har Brian Chesky udtalt, at gæster fremover vil være i stand til at søge udlejningsboliger frem på en helt ny måde og på den måde opdage unikke hjem.

/ritzau/AFP