Væksten i Google Cloud voksede med 82 procent til 24,8 milliarder dollar i andet kvartal af 2026.

Det viser Googles moderselskab Alphabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag aften, og som løber frem til slutningen af juni.

Det er mere end de 64 procent, som analytikerne havde forventet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I alt omsatte Alphabet for knap 120 milliarder dollar i andet kvartal.

Det er en stigning på 24 procent i forhold til samme periode året før.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag aften, og som løber frem til slutningen af juni.

Det overgik ifølge Reuters også forventningerne en smule, da analytikerne havde forventet en omsætning på knap 117 milliarder dollar.

Sundar Pichai, der er administrerende direktør i Google og Alphabet, siger i den pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med regnskabet, at væksten i høj grad skyldes investeringer i kunstig intelligens (AI).

- Vores AI-investeringer genopfinder rammerne for, hvad der er muligt i alle dele af vores forretning, siger han.

Væksten er drevet af efterspørgslen på AI-infrastruktur og AI-løsninger, siger Sundar Pichai.

Ifølge Reuters har Google Cloud gjort, at Alphabet nyder godt af AI-boomet, men selskabets egne AI-indsatser har tabt noget af pusten, efter at det udskød lanceringen af sin næste model, Gemini 3.5 Pro, i juni.

Google har opskaleret sine investeringer i datacentre og avancerede chips for at udbygge sin AI-infrastruktur, men investorerne har ifølge Reuters været bekymrede for, om udgifterne ville resultere i bæredygtig omsætningsvækst.

Selskabet udtalte i sidste kvartal, at det planlagde at bruge mellem 180 og 190 milliarder dollar på AI-infrastruktur i år. Det kom ikke med en opdatering på det tal i regnskabsmeddelelsen, skriver Reuters.

Den robuste cloud-vækst kan dog dæmpe nogle af bekymringerne over investeringerne i AI.

Google er den tredjestørste udbyder af cloud-tjenester - data i skyen - lige efter Amazon Web Services og Microsoft, skriver Reuters.

Amazon og Microsoft præsenterer deres kvartalsregnskaber i næste uge.

RITZAU