AI-assistent tilbagerulles: Risiko for at overtræde konkurrenceloven
Dinero har standset lanceringen af en AI-assistent, som gav virksomheder indsigt i konkurrenters oplysninger.

Dinero har standset lanceringen af en AI-assistent, som gav virksomheder indsigt i konkurrenters oplysninger.

En AI-assistent, som regnskabsprogrammet Dinero var i gang med at udrulle, havde potentiale til at skade konkurrencen på tværs af flere markeder.
Derfor har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indskærpet konkurrencereglerne over for Dinero.
Efterfølgende har Dinero standset lanceringen af versionen af AI-assistenten.
Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen torsdag i en pressemeddelelse.
- Virksomheden var i færd med at lancere en AI-assistent, som kunderne potentielt kunne bruge til at få en alt for detaljeret indsigt i niveauet for omkostninger og pris hos deres nærmeste konkurrenter.
- Vi var på kontrolbesøg hos Dinero, umiddelbart inden AI-assistenten blev lanceret, og kan nu konstatere, at denne version af AI-assistenten ikke kommer på markedet, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, i meddelelsen.
Styrelsen vurderer, at der var risiko for, at både Dinero og de virksomheder, som ville gøre brug af AI-assistenten, ville overtræde konkurrenceloven.
Det kunne potentielt have ramt virksomheder på tværs af mange markeder.
Det er virksomhedernes eget ansvar at overholde konkurrencereglerne, understreger Jakob Hald.
- De (virksomhederne, red.) kan derfor også stilles til ansvar for at benytte et AI-værktøj til at give dem et pejlemærke om, hvor deres pris- og omkostningsniveau skal ligge i forhold til deres konkurrenter, siger han.
AI-assistenten analyserede virksomhedens egen regnskabsdata og sammenholdt dem anonymt med gennemsnitsdata fra andre Dinero-kunder i samme branche og region.
- Det kan være meget skadeligt for slutbrugerne, hvis virksomheder på den måde får direkte adgang til konkurrencefølsomme oplysninger om deres nærmeste konkurrenter i realtid - også selv om det kun er gennemsnitlige tal, siger Jakob Hald og tilføjer:
- Det kan blandt andet normere priserne og reducere incitamentet til at konkurrere om at levere bedst og billigst til kunderne, uanset om det er virksomhedskunder eller forbrugere.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev opmærksom på, at Dineros AI-assistent kunne være i strid med konkurrencereglerne, da den blev markedsført i maj 2025.
Dineros direktør, Martin Buch Thorborg, skrev blandt andet følgende på LinkedIn:
- Vi lader AI arbejde aktivt med virksomhedens egen data og sammenholder dem anonymt med data fra de øvrige 99.000 virksomheder, der bruger Dinero.
Dinero deaktiverede de potentielt ulovlige funktioner efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolundersøgelse i juni sidste år.
/ritzau/