Alle forestillinger af 'Borgen', som er Sjællands Teaters største produktion og økonomiske satsning til dato, er aflyst resten af ugen.
Det skyldes tyveri af blandt andet mikrofoner, lyspult, lydpult, kameraer, computere og filer med kodning af lyden.
Et omfattende tyveri, der løber op på over en million kroner, siger Kristoffer Møller Hansen, der er administrerende direktør i Sjællands Teater, til TV2 Øst.
»Det er en forfærdelig situation at stå i for os som teater, at vi er nødsaget til at aflyse forestillinger på grund af noget så umiddelbart simpelt som tyveri,« siger han.
Tyveriet er sket mellem søndag i sidste uge og onsdag i denne uge, hvor Sjællands Teater ikke har haft nogen forestillinger.
Kristoffer Møller Hansen håber, at 'Borgens' sidste spilleuge, som løber fra 20. til 23. november, kan gennemføres.
Men det er ikke så lige til.
For selvom teatret skaffer nyt udstyr, skal der holdes nye tekniske prøver, fordi lys og lyd skal genkodes.
Filerne til kodning af lys og lyd er på en af de stjålne computere, mens tyvene også har backupfilerne.
