På trods af rigeligt med kunder kunne Mærsk ikke tjene penge på at fragte containere i første halvår.

København. Det burde være en fest at være containerrederi lige nu.

Verden er i en højkonjunktur, og efterspørgslen stiger, da forbrugere og firmaer kloden over vil have varer. Men alligevel kunne A.P. Møller - Mærsks containerforretning ikke tjene penge i første halvår.

På trods af at omsætningen i "Ocean"-divisionen, der tæller Maersk Line og Hamburg Süd, steg markant, måtte A.P. Møller - Mærsk notere et underskud.

- Problemet for hele industrien er, at der er alt for meget kapacitet.

- Det giver dem, der skal have fragtet, en rigtigt god mulighed for at få en god pris og gør det svært at tage en god pris hos containerrederierne.

- Og oven i det har 2018 været præget af kraftigt stigende brændstofpriser, som man ikke kan sende videre til kunderne. Det får indtjeningsevnen til mere eller mindre at forsvinde, siger A.P. Møller - Mærsk-analytiker hos Sydbank Morten Imsgard.

Det er en sang, der er blevet sunget i containerbranchen i snart et årti. Allerede kort efter finanskrisen satte ind i 2008, blev der talt om voldsom overkapacitet. Og det tema er fortsat siden da.

- Problemet er, at det, der er optimalt for det enkelte rederi, ikke er optimalt for industrien. Alle rederier kæmper for at have de laveste omkostninger for at kunne tilbyde de laveste priser.

- Det får man ved at bestille nye, moderne og effektive skibe. Problemet er, at hvis alle gør det, så ender man med en industri, der køber for mange skibe.

- Det er en ond cirkel, som har præget industrien i årevis, men som der ikke er en umiddelbar løsning på, siger Morten Imsgard.

A.P. Møller - Mærsk har prøvet alt for at bryde den onde cirkel. I perioder har man trukket skibe ud af markedet og opfordret andre til det samme.

I andre perioder har man forsøgt at presse konkurrenter ud af markedet ved at omfavne priskrigen og tage de underskud, det gav.

- Det har været svært at presse konkurrenter ud i konkurs, fordi mange af dem har en helt anden dagsorden. Nogle er familieejede med en stor pengepung.

- Andre er statsejede og bliver kørt ud fra andre forudsætninger. Den kinesiske stat vil gerne have store kinesiske rederier, der kan fragte landets varer. Kræver det, at de giver underskud i 15 år, så er det fint for dem, siger Morten Imsgard.

Lige nu taber A.P. Møller - Mærsk kun få penge. Det hænger sammen med, at efterspørgslen er stærk. Ifølge regnskabet steg den med fire procent i andet kvartal.

- Det er kun, når der er god gang i verdensøkonomien, at det ser o.k. ud. Men det er så også der, at man bliver uforsigtig og bestiller for mange skibe.

- Det er kun efterspørgselsvæksten, der holder skindet på næsen for industrien. Hvis efterspørgslen krakelerer, så krakelerer indtjeningen fuldstændigt i hele industrien, og så kommer de alle sammen til at tabe styrtende med penge, siger Morten Imsgard.

/ritzau/