Hvis du hører til den gruppe af flyrejsende, der bliver irriterede over, at passagerer foran i køen bøvler og bakser med at hive elektronik op af håndbagagen, eller selv kender besværet, så er der godt nyt.

I hvert fald hvis du rejser fra Aalborg Lufthavn.

Aalborg Lufthavn indfører en ny teknologi, der betyder, at de rejsende slipper for at tage deres elektronik op af håndbagagen, når de skal igennem sikkerhedskontrollen.

Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Aalborg Lufthavn har som den første lufthavn i Danmark valgt at implementere EU Security Standard C2 i maskinerne i sikkerhedskontrollen for håndbagage og persontjek.

Det giver et hurtigere tjek, for nu skal passageren kun gøre tre lette ting: tømme lommerne, tage jakken af og tage eventuel væske op af håndbagagen.

»Vi er de første i Danmark og nogle af de første i Europa, som har taget den nyeste teknologi i brug. Fra i dag kan vi tilbyde vores passagerer at lade deres elektroniske udstyr forblive i tasken, når de går igennem sikkerhedskontrollen,« siger sikkerhedschef i Aalborg Lufthavn Søren Bjerg.

Aalborg Lufthavn er landets tredjestørste og er ejet af de seks kommuner Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerland.