Lyt til artiklen

Uenigheder mellem de to ejere af den kendte Aalborg-virksomhed SACKit er skyld i, at den ene af dem, stifteren, nu sælger sit livsværk.

Kristoffer Glerup startede webshoppen, der sælger elektronik og møbler i dansk design, for 11 år siden. På blot tre år har han fået omsætningen op fra 8 millioner til 66, fortæller han til Nordjyske.

Men nu har han altså set sig nødsaget til at sælge sine anparter til den anden medejer.

Han har ikke lyst til at uddybe, hvad den interne strid handler om.

»Det har jeg ingen kommentarer til. Men det er meget mærkeligt. Det ene øjeblik er man glad, det andet øjeblik synes man, det er lidt mærkeligt. Jeg har nærmest ikke været andet end Mr. SACKit de sidste mange år,« siger Kristoffer Glerup til avisen.

På sin LinkedIn skriver han, at han og den anden medejer Peter Terkelsen er blevet enige om, at deres veje skal skilles, »idet vi ikke har kunnet blive enige om virksomhedens fremtidige strategi.«

Nordjyske har spurgt Kristoffer Glerup, om han er ærgerlig over, at han har solgt sin ejerandel i SACKit.

Det vil han ikke udtale sig om, siger han. Ligesom han heller ikke vil komme ind på, hvor meget han har solgt sin ejerandel for.

Peter Terkelsen er nu eneejer af virksomheden, som han blev medejer af i 2018 og har været administrerende direktør i siden 2021.