Den familieejede danske landbrugskoncern Skiold er sat til salg efter mere 90 år i familien Hougaards eje.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Skiold, der har hovedsæde i Sæby, laver teknologi til landbruget såsom inventar til svinestalde og udstyr til foderfremstilling. Virksomheden omsatte sidste år for 602,1 millioner kroner og har datterselskaber i såvel Europa som Kina og Australien.

Meget tyder på, at det bliver en dansk kapitalfond, der overtager familievirksomheden.

»Vi agter ikke at sælge Skiold til konkurrenter, selv om det formentlig kunne give en højere pris. Vi er i stedet i forhandlinger med en dansk kapitalfond, som har fået eksklusivitet«, siger Henrik Hougaard til Finans.

Han venter, at en ny køber er på plads senest til januar.

Tre generationer af Hougaard har ejet og drevet virksomheden gennem 90 år. Henrik Hougaard var administrerende direktør fra 1986 til 2006, men siden han trådte tilbage har familiens rolle været mere tilbagetrukken.

Henrik Hougaards børn er alle i 20’erne. I stedet for at se tiden an i nogle år til de eventuelt vil træde til, mener han, at en kapitalfond er en bedre ejer i tiden, der kommer, hvor forventningen er, at Skiold vil gå yderligere frem.

»En kapitalfond vil kunne udvikle virksomheden hurtigere og har flere kræfter til at investere i nye markeder og produkter,« siger Henrik Hougaard.