Der blev handlet ti procent flere huse på landsplan i 2017. Kun i 13 kommuner var handelsaktiviteten lavere.

København. Lave renter og opsving i økonomien har tilsyneladende betydet, at danskernes appetit på at købe hus er blevet større det seneste år.

Tal fra Boligsiden.dk viser, at der i alt blev solgt knap 47.500 huse i 2017, svarende til en fremgang på 10 procent.

Endnu mere markant er det, at 81 af landets 98 kommuner oplevede fremgang i handelsaktiviteten.

I 11 af årets 12 måneder er der handlet flere huse end i samme måned året før.

- Det er vildt, at markedet på den måde har holdt den høje kadence hele året, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Tendensen er, at hussalget er rykket en tand længere væk fra de store byer.

Det er således Region Midtjylland og Region Sjælland, der står for den største vækst.

Og her er det ikke kommuner som Aarhus og Roskilde, der har den største procentvise stigning, men derimod kommuner som Odder, Horsens, Faxe og Sorø.

Ishøj løber med titlen som den kommune med størst fremgang i antallet af handler.

Hvor der i 2016 blev solgt 128 huse, var det tilsvarende tal sidste år 173 handler. Det svarer til en stigning på 35 procent.

I den anden ende finder man Læsø, hvor der er sket et fald på 24 procent. Der er dog relativt få handler på øen i Kattegat, og derfor bliver de årlige udsving også typisk større.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at man i Glostrup Kommune kun blev solgt 123 huse sidste år mod 153 forrige år, svarende til en tilbagegang på 24 procent.

/ritzau/