Hvilken 7-Eleven foretrækker du at købe din morgencroissant hos? Den på hjørnet - eller den på næste hjørne?

Det er efterhånden almindeligt, at der er en 7-Eleven på hvert gadehjørne i de større byer, men nu er tiden inde til, at kæmpekæden skal ekspandere.

Det mener i hvert fald administrerende direktør for 7-Eleven, Jesper Østergaard, som til Finans netop fortæller, at han agter at udvide 7-Eleven i Danmark med op mod 40-50 nye butikker.

Udvidelsen skal ske inden for de kommende tre til fem år, forklarer han til Finans, og tilføjer, at det generelt går kæden godt:

»Forbrugerne har travlt og vil de lette løsninger. Her har vi ramt rigtigt, så vores salg stiger, og vi vinder markedsandele. Det skal vi udnytte ved at vokse med endnu flere butikker,« siger Jesper Østergaard og fortsætter:

»Vi har nogle år været fuldt fokuseret på konsolidering og øget lønsomhed, som er blevet klart bedre. Derfor er tiden inde til at ekspandere,« siger Jesper Østergaard.

Den administrerende direktør forklarer yderligere til Finans, at 7-Eleven er i vækst både i forhold til kunder og omsætning, hvorfor 2019, ifølge Jesper Østergaard, gav det bedste resultat nogensinde.

Det siger direktøren på trods af, at regnskabet for 2019 endnu ikke er afsluttet, men han oplyser til Finans, at regnskabet vil vise fremgang i både omsætning og indtjening sammenlignet med 2018.

I netop 2018 nåede selskabet samlede omsætning op på 2,1 mia.

Den første 7-Eleven i Danmark åbnede ved Trianglen på Østerbro i 1993.

I dag kan man finde intet mindre 172 butikker i Danmark, mens der på verdensplan er mere end 70.000 butikker.

I Danmark er 7-Elevenbutikkerne primært placeret i Danmarks tre største byer.