Beskæftigelsesministeren skriver på Twitter, at trusler mod en SAS-vikar er under al kritik.

Formand Per Christensen fra 3F tager afstand fra brug af trusler, som en medarbejder i Københavns Lufthavn er blevet udsat for.

- Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det siger sig selv, at lovgivningen skal respekteres, skriver Per Christensen på Twitter.

Meldingen kommer efter en episode i juli blandt tre bagagemedarbejdere fra SAS Ground Handling (SGH), hvor en vikar bliver presset til at melde sig ind i 3F af en nu tidligere næstformand i SGH.

Episoden er dokumenteret i en lydoptagelse af Berlingske tirsdag. Da vikaren mødte på arbejde onsdag, nedlagde kollegerne arbejdet for tredje gang.

Det er ikke muligt at få en uddybende kommentar fra Per Christensen af personlige årsager. Der henvises til lokalformanden for 3F Kastrup, Henrik Bay Clausen.

- Jeg tager afstand fra det, jeg hører i lydfilen, og efterfølgende er næstformanden blevet sanktioneret ret hårdt. Pågældende har trukket sig, siger Henrik Bay-Clausen.

Ifølge lokalformanden skyldes nedlæggelsen af arbejdet ikke kun det omtalte fagforeningsspørgsmål.

- Det andet, der har bragt benzin på bålet, er, at nogen går rundt og filmer kolleger uden deres samtykke og uden at fortælle hvorfor, siger Henrik Bay-Clausen.

Han understreger, at optagelserne ikke er de samme som den omtalte lydoptagelse, men der er tale om skjult kamera på arbejdspladsen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) melder ligeledes ud, at han lægger afstand til fagforeningspresset.

- Jeg mener det er under al kritik at true eller tvinge nogen til bestemte foreningsmedlemskaber. Uanset hvem, hvor og hvornår det sker, skriver ministeren på Twitter.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få et interview med ministeren, der er valgt på Amager, hvor lufthavnen ligger.

/ritzau/