'Pas på - fartkontrol forude.'

Sådan advarer appen Fartkontrol.nu danskerne på motorveje såvel som landeveje om, at der er fartkontrol - og kan på den måde være med til at redde dem fra en fartbøde. Men nu er virksomheden blevet solgt.

Stifteren bag Fartkontrol.nu, 36-årige Martin Bay Pedersen, har nemlig solgt appen til en nordjysk ingeniør og opfinder.

Overfor BT vil iværksætteren ikke afsløre det præcise beløb, men kan fortælle, at det har gjort ham 'en-ciftret' millionær.

Martin Bay Pedersen startede den kontroversielle app for fem år siden.

»Lige siden appen fik succes, har der været interesserede købere, men det var først nu, at jeg fandt én, som kunne tilbyde en samlet pakke, jeg var tilfreds med,« siger han.

Det tog kun den 36-årige iværksætter en halv dag at udvikle appen. Og da politiet i 2015 skruede op for antallet af fartkontroller på de danske veje, fik Martins app for alvor fart på.

Appen er blevet downloadet af mere end 1 million danskere, mens den også er blevet mødt med modgang, fordi nogen vil mene, at man bør overholde fartkontrollen overalt - og ikke kun der, hvor man bliver advaret om det.



Med salget af appen kan Martin Bay Pedersen nu koncentrere sig om sit nyeste projekt 'Red Maden', der skal være med til at reducere madspild, ved at brugerne kan købe overskydende mad fra restauranter lige før lukketid.

»Jeg elsker at skabe, og med fartkontrol.nu var der utrolig meget vedligeholdelse, og derfor var det meget nærliggende at skille sig af med den, så jeg nu kan fokusere al min energi på Red Maden,« siger han.

Eksempel på hvordan fartkontollerne registreres på Fartkontrol.nu. Gul betyder 'ikke bekræftet', men rød betyder, at fartkontrollen er bekræftet af flere brugere.
Eksempel på hvordan fartkontollerne registreres på Fartkontrol.nu. Gul betyder 'ikke bekræftet', men rød betyder, at fartkontrollen er bekræftet af flere brugere.
Vis mere