Mange 24-årige sidder begravet i studiebøgerne og prøver at følge med under timelange forelæsninger.

Men det gør Alexandre Rosenkilde ikke. Faktisk har han ingen planer om at tage en uddannelse.

Drømmene rækker dog langt – han vil være ceo i sin egen, kæmpestore internationale virksomhed. En drøm, der føles tættere på end nogensinde før, fordi han netop har vundet en millioninvestering til sin startup.

Alexandre Rosenkilde deltog og vandt i efteråret i DRs program 'Min første million', hvor 11 unge mennesker jagter drømmen om at blive Danmarks næste store iværksætter.

Med sin virksomhed SpaceyFoods, der laver sunde morgenmadsprodukter og snacks med målet om ikke at gå på kompromis med smagen, lykkedes det ham at få iværksætterne Mads Andreas Olesen og Vasilij Brandt med om bord.

Det første produkt lanceres i slutningen af marts, og der går heller ikke lang tid, før der kommer flere produkter til, fortæller den unge iværksætter.

Men først spoler vi tiden tilbage.

Den nu 24-årige unge mand, der bor i Aarhus, kommer oprindelig fra Frankrig, hvor han er født og boede, indtil han som otteårig flyttede med sin danske mor og sin lillebror tilbage til Danmark.

Hans far er soldat i den franske hær og er med sit arbejde ofte udsendt, så gennem sin barndom har Alexandre Rosenkilde ikke set sin far meget. Det gør han heller ikke i dag, for faren bor stadig i Frankrig. Og i Danmark havde han svært ved at finde sig til rette i den danske folkeskole.

»Jeg var ret ensom, og jeg havde svært ved at vænne mig til den danske kultur. Jeg følte ikke altid, at jeg passede ind,« fortæller Alexandre Rosenkilde til B.T.

Derfor begyndte han at fokusere mere på sig selv. Han blev selvstændig, fordi han var meget alene, og inde i ham spirede der et frø, der senere blev til en iværksætterdrøm.

Programmets to dommere, Mads Andreas Olesen og Vasilij Brandt, har investeret og dermed købt sig ind som partnere i Alexandre Junckel Rosenkildes virksomhed.
Programmets to dommere, Mads Andreas Olesen og Vasilij Brandt, har investeret og dermed købt sig ind som partnere i Alexandre Junckel Rosenkildes virksomhed. Sille Serup / DR

Han gik på Viborg Handelsgymnasium på skolens iværksætterlinje, hvor det gik op for ham, at han havde et brændende ønske om at starte sin egen forretning.

»Efter gymnasiet begyndte folk at læse videre, og det vidste jeg godt, at jeg ikke skulle. Jeg vidste, jeg ville have mit eget.«

I dag er han direktør i to virksomheder – den ene et digitalt marketing- og contentbureau, som han har levet af de seneste fire år, og nu også SpaceyFoods, som han netop har skudt i gang efter sin deltagelse i DR-programmet.

»Jeg tror, mange føler, at de skal gøre det, der er normalt, altså tage en uddannelse. Det var også det, min mor anbefalede mig. Men skolebænken er bare ikke mig,« fortæller den unge iværksætter og fortsætter:

»Jeg har lært, med min mors støtte, at klare mig selv på trods af ensomhed og savnet af en far, der var i krig. Og når jeg sætter mig noget for i dag, så fuldfører jeg det også.«

På trods af de store ambitioner og forretninger, der skal passes, er der dog stadig tid til nogle af de ting, som rigtig mange andre 24-årige også bruger tid på: byture og andre sociale arrangementer.

»Jeg arbejder sindssygt meget, men jeg hygger mig også i weekenden og går i byen som alle andre. Man behøver ikke sidde i en kælder i fem år for at opnå sine drømme som iværksætter. Jeg har fundet en balance,« siger han.

Derfor arbejder han omkring 14 timer i døgnet på hverdage, men holder ofte fri i weekenderne.

»Det er min passion. Og det er vigtigt at gøre det, man selv ønsker, og ikke det, som andre ønsker,« siger Alexandre Rosenkilde afslutningsvis.