Skifteretten har i dag erklæret handlingselskabet Aviator konkurs. 'Værste dag jeg længe har haft', siger tillidsrepræsentant.
Bagageselskabet Aviator Airport Services, også kendt som Aviator, er gået konkurs.
Konkursen betyder, at 200 bagageportører, supervisere, indtjekkere, værkstedsfolk og andre ansatte i firmaet i Københavns Lufthavn nu står uden et arbejde.
Det skriver Fagbladet 3F.
- Det er den værste dag, jeg har været ude for længe. Min egen datter arbejder herude, så det er en hård dag for os, siger tillidsrepræsentant Allan Slawecki.
I en pressemeddelelse skriver Aviators CEO, Jo Alex Tanem, at konkursen sker, efter selskabet i flere måneder har forsøgt at rekonstruere sig selv.
- Den udvikling, vi har set de sidste mange måneder inden for luftfarten, har vist sig at være det endelige skub, der fik os til at genoverveje driften af et af vores danske datterselskaber. Det førte til de rekonstruktionsforhandlinger, som desværre i dag er kuldsejlet, siger han i pressemeddelelsen.
Tillidsrepræsentanten havde regnet med, at selskabet havde fundet en løsning, inden det ville komme så langt.
- Vi havde regnet med at overleve. Nu må vi få folk på AMU-kurser, ligesom vi gjorde i sommer, siger Allan Slawecki.
Ifølge tillidsrepræsentanten er planen lige nu er at få meddelt de nu fyrede kolleger om situationen.
- Jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan, for at få alle med over i andre firmaer, siger Allan Slawecki.
I sidste uge kunne Fagbladet 3F fortælle, at økonomisk hjælp var på vej til virksomheder som Aviator.
Skatteminister Morten Bødskov ville ikke kommentere på konkrete virksomheder, men oplyste i sidste uge, at regeringen arbejder på at hjælpe danske virksomheder og lønmodtagere.
Den hjælp er dog ikke kommet i tide, nu hvor skifteretten har udpeget en kurator.
- Selskabet vil nu i en begrænset periode kunne drive sin virksomhed på normal vis. Imens vil forretningen blive forsøgt afviklet eller solgt under størst muligt hensyn til kreditorerne, skriver Aviator i en pressemeddelelse.
Konkursen har luret i mange måneder, og selskabet har forsøgt at forhindre den ad flere omgange.
I oktober ansøgte om selskabet nemlig om en ‘rekonstruering’. En rekonstruering er det, man tidligere har kaldt for en betalingsstandsning.
På den måde kan selskaber udskyde sine moms- og skattebetalinger og få mulighed for at optage rentefrie lån, indtil selskabet er på rette kurs igen.
Men den gik ikke, og Aviator blev bedt om at betale sine regninger.
Det er ikke første gang, Aviator har delt fyresedler ud i 2020.
Tilbage i juni måned fyrede Aviator 238 ansatte.
Dengang forsøgte selskabet at ‘reducere alle mulige omkostninger’, som den dengang midlertidige direktør Jens Bo Hansen udtrykte det i sommerferien.
Men fyringsrunden har ikke reddet Aviator, der er alvorligt ramt af flytrafikkens stilstand.
