Hun langede franskbrød og flødeskumskager over disken i den lokale Føtex-bager. Men et par mundfulde kostede hende jobbet.

12. februar blev 18-årige Mia Frandsen kaldt til samtale på sin arbejdsplads i Føtex Ebeltoft. Her blev hun konfronteret med en overvågningsvideo, der viste, at hun havde spist af bagværket.

Måltidet kostede hende jobbet, og hun fik samtidig besked på, at hun er bortvist på livstid fra samtlige Salling Groups mere end 600 butikker i landet.

Mia Frandsens fyring har fået hendes mor til at råbe op på sin Facebook-profil.

Mia Frandsen forklarerede sig med, at hun havde taget en smagsprøve af de nye pølsehorn. Men chefen oplyste, at overvågningsvideoen i stedet kunne vise, at det var en kanelsnegl.

Hun forsvarede sig med, at hun i oplæringen fik at vide, at man gerne må spise af det, der er gået i stykker. Og der lå to ringe fra en kanelsnegl, som hun spiste. Men den forklaring købte cheferne tilsyneladende ikke.

»Men cheferne troede ikke på min forklaring,« siger hun.

30 minutter efter samtalen blev hun igen kaldt ind, og her lå der på bordet en fyreseddel klar til hende, fortæller hun.

Tilbage i Føtex er flere af hendes kollegaer rystede over fyringen. Flere har ifølge Mia skrevet til hende, at det lige så godt kunne være dem, som fik en fyreseddel. Mia efterlyser nu en bagatelgrænse. Hun mener, at det ville have været passende med en advarsel, men hun er dybt chokeret over fyringen.

»Gerningen matcher slet ikke straffen,« siger hun.

HR-chef i Føtex Lars Rønnow skriver i et svar til B.T.:

'Vi har nogle ret enkle og klare regler, som alle vores medarbejdere selvfølgelig skal efterleve. Gør man ikke det, er vi desværre også nødt til at standse samarbejdet. Særligt hvis en medarbejder erkender, at denne har overtrådt reglerne, som det er tilfældet her.'