Kender du dét: Du står lige ved indgangen til supermarkedet, tager mundbindet på og går ind i varmen. To sekunder efter dugger dine briller, så du hverken kan finde mælk eller rugbrød.
Hvis du er en af flere millioner brillebærere i Danmark, kender du det med statsgaranti. Og nu er der hjælp at hente.
Den 17-årige handelsgymnasieelev Valdemar Rønn Cross fra Lemvig har nemlig fundet en enkel og genial løsning på dagligdagens coronaudfordring med briller, der dugger, når man også bærer mundbind:
En simpel næseclips, der sørger for at mundbindet slutter helt tæt, så luften ikke siver opad og giver dig ‘duggede ruder’.

»Både min mor og min kæreste bruger briller, og jeg havde lagt mærke til, at de havde det her problem. Det samme kunne jeg se hos mange ældre mennesker, som kommer i vores lille lokale biograf, hvor jeg arbejder som operatør og altmuligmand ved siden af handelsskolen. Så jeg gik hjem og begyndte at søge bredt på nettet om emnet og selv eksperimentere med, hvordan man kunne løse det,« siger Valdemar Rønn Cross, der til daglig går på 2. årgang på HHX i hjembyen Lemvig.
Ved siden af er han lidt af en kreativ gut, der roder med forskellige ting. Og for eksempel har en mellemstor 3D-printer stående på sit drengeværelse.
Og det er netop på den, han igen og igen har printet prototyper ud af sin idé om en næseclips, der nu er endt med at blive den færdige udgave.
»I begyndelsen testede jeg den på min mor og min kæreste og så nogle af vores naboer. Og så udviklede det sig derfra,« siger han om produktet, som interesserede snart kan finde på hylderne i blandt andet Coop-butikker landet over.

»Mine klassekammerater synes jo, det er sjovt og fedt, det her. Og det synes jeg selvfølgelig også selv. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skal være selvstændig, og ved siden af skolen har jeg faktisk her i efteråret også startet et lille firma, hvor jeg reparerer mobiltelefoner og tablets. Det er fedt allerede nu også at have et produkt, man selv har udviklet,« siger den initiativrige teenager.
Da han i første omgang søgte på nettet efter lignende produkter, fandt han en næseclips med en lidt anden udformning end den, han selv havde i tankerne.
Det viste sig, at det var en fransk producent, der stod bag den anden type.
»Jeg kontaktede den her fyr i Frankrig og fortalte ham om min idé. Han synes, det var helt vildt godt gået af sådan en 17-årig ung mand som mig, så han gav mig lov til at arbejde videre med en næseclips ud fra den model, han havde designet. Jeg skulle bare give den gas. Og så var det, jeg begyndte at printe nogle forskellige udgaver ud,« fortæller Valdemar.

Som alle andre unge har han meget at takke sin mor for. For ud over at det – i al fald indirekte – var Rikke Rønn Cross’ duggede briller, der gav ham inspirationen til at gå i gang, var det også hendes næse, der var 'prøvemodel'.
Ligesom det var hans mor, som opfordrede Valdemar til at sende en føler ud til en bredere kreds om ideen.
»Det var vist lidt for sjov, men min mor sagde: Prøv at læg det op på Facebook. Jeg var lidt skeptisk, men jeg gjorde det alligevel. Og så væltede det bare ind med reaktioner fra folk, der gerne ville bestille. Jeg tog imod de første 300 ordrer, men så var jeg nødt til at begynde at lukke ned, for jeg kunne slet ikke følge med. Jeg har jo kun min egen 3D-printer,« fortæller Valdemar begejstret.
Derfra tog eventyret for alvor fart.

Han blev kontaktet af en investor fra Aarhus, som synes, ideen er så god, at han har taget al risiko og ansvar og sørger for det administrative.
Ligesom han har formidlet en aftale med et firma udefra, som nu producerer Valdemars næseclips, så den kan komme i handlen.
»Jeg går jo på handelsgymnasiet og har derfor haft en del om bogføring og den slags. Nu er jeg i gang med at drive forretning i praksis med min egen virksomhed med mit eget produkt. Jeg har også lige indbetalt 40.000 kroner for at oprette et ApS til det her,« siger Valdemar Rønn Cross.
Hans opfindelse forventes at komme i butikshandlen fra den kommende uge.
