Gourmet-restauranten Remouladen kunne fejre jubilæum med deres seneste regnskab, men det var et af dem, som man nok hurtigst vil glemme.
Det blev nemlig 10. år i træk, at de kunne præsentere et underskud. Denne gang lød underskuddet på 218.000 kroner, skriver Finans.dk.
Det betyder, at man har oplevet et samlet underskud på 34 millioner kroner siden 2009.
Restauranten, der ligger i Vejle, er ejet af Lego-arvingen Morten Kirk Johansen, og ledelsen ser tilbage på et 2018, hvor det faktisk er gået meget bedre end de forgangne år.
'Ledelsen kan med glæde notere sig, at flere års vedholdende og kompromisløs satsen på kvalitet og råvarer i særklasse nu bærer frugt og er en betydelig årsag til den markante resultatfremgang,' skriver man i det nye regnskab.
Regnskabet var i 2018 en million kroner bedre end 2017.
Tidligere har Morten Kirk Johansen dog måttet skyde et større millionbeløb ind i virksomheden for at holde egenkapitalen i plus.
Han har tidligere lukket to andre restauranter i Vejle på grund af manglende succes.
I regnskabet skriver man, at restauranten i 2018 har nydt godt af større aktivitet i Vejles lystbådehavn, hvor Remouladen også ligger.
Morten Kirk Johansen og hans familie blev købt ud af Lego i 2007, da hans mor, Gunhild Kirk Johansen, solgte sin del til sin bror og Lego-kongen Kjeld Kirk Christiansen.
Den del af familien ejer dog stadig Lego-kapital.
Morten Kirk Johansen er i dag 46 år.

