Den 30. august 2016 ringede en 33-årig lastbilchauffør til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han havde noget vigtigt at fortælle dem.

Han havde oplysninger om 17-årige Emilie Meng. Han vidste, hvordan hun var forsvundet. Det var nemlig ham, der stod bag.

Det kommer frem i andet afsnit af anden sæson af podcasten 'Emilie Meng Mysteriet – De Mistænkte', hvor B.T. undersøger den uopklarede sag om drabet på Emilie Meng.

I små fire år har den i dag 36-årige lastbilchauffør ved navn Emil Sandvad været sigtet for at stå bag teenagerens forsvinden.

I podcasten, som du kan høre herover, fortæller Emil Sandvads hustru om den aften, politiet pludselig dukkede op på deres hjemmeadresse i den jyske by Vorbasse og afhørte både hende og hendes mand.

»De tog både vores bil og alt elektronisk udstyr med,« fortæller hun.

Politiet – som var repræsenteret af 16 betjente fra både Sjælland og Jylland – adskilte Emil Sandvad og hustruen i to forskellige rum, imens de afhørte dem.

Herefter blev Emil Sandvad kørt til afhøring i Vejle og kort efter transporteret over Storebæltsbroen til Slagelse, hvor han blev afhørt gennem flere timer.

17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station den 10. juli 2016 og var efterlyst i mange måneder, indtil hun blev fundet død i en sø ved Regnemarks Bakke.  (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
17-årige Emilie Meng forsvandt fra Korsør Station den 10. juli 2016 og var efterlyst i mange måneder, indtil hun blev fundet død i en sø ved Regnemarks Bakke.  (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men allerede dagen efter blev han løsladt uden at have været for en dommer. Politiet opretholdt dog sigtelsen mod ham.

Emil Sandvads hustru fortæller i podcasten, hvorfor hun er sikker på, at hendes mand ikke kan have slået Emilie Meng ihjel.

36-årige Emil Sandvad har dog meget andet på samvittigheden.

Voldtægt, grooming og trusler

I 2007 blev han dømt for at have frihedsberøvet, truet og voldtaget en 12-årig pige på Djursland.

Emil Sandvad afsoner en dom til forvaring. Han er dømt for at voldtage en niårig pige.
Emil Sandvad afsoner en dom til forvaring. Han er dømt for at voldtage en niårig pige. Foto: Privatfoto
Vis mere

Efter sin løsladelse fik han senere en dom for at sexchatte med mindreårige over internettet – det, der i politisprog kaldes 'grooming'.

Sidste år blev Emil Sandvad idømt forvaring for at have frihedsberøvet, voldtaget og truet en niårig pige i Nordjylland.

Da forvaringsdommen blev anket til landsretten, erkendte Emil Sandvad under retssagen, at han 30. august 2016 – 51 dage efter Emilie forsvandt – ringede til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og meldte sig selv for Emilie Mengs forsvinden.

Det fremgår af retsdokumenter, som B.T. har fået aktindsigt i.

»Bare noget, han siger«

Emil Sandvads hustru tror dog ikke på, at hendes mand frivilligt har taget skylden for drabet på den 17-årige pige fra Korsør.

»Det er bare noget, han har aftalt med advokaten, at de skulle sige,« fortæller hun til B.T.

B.T. har anmodet Kriminalforsorgen om et interview med Emil Sandvad, men af hensyn til offeret og dennes pårørende i voldtægtssagen er interviewet blevet afvist.

B.T. har, efter podcasten er optaget, været i kontakt med Emil Sandvads mor, som ligeledes er overbevist om, at det er nogle andre, der har meldt Emil Sandvad for drabet på Emilie Meng.

»Der er nogen, som gerne vil hævne sig på ham på grund af det, han blev dømt for i 2007,« fortæller moren.

'Jeg har købt en kniv'

Emil Sandvads mor har forelagt B.T. en række maskinskrevne trusselsbreve, hvor en anonym person truer hendes søn:

'Jeg har købt en kniv, der skal bruges på dig, hvis ikke det lykkes at få dig i fængsel først,' lyder det i brevet, der indledes med ordene 'Hej børnepiller'.

På et tidspunkt fandt Emil Sandvad og hustruen en hængt kat i deres garage, og med den døde kat fulgte et brev:

'Hej, Pedo svin, der vil ske det samme med dig en dag,' står der i det computerskrevne brev.

Emil Sandvads mor er overbevist om, at brevskriveren både har fået Emil Sandvad dømt for voldtægten i Nordjylland og meldt ham til politiet i forbindelse med sagen om Emilie Meng.

Hun mener, at hendes søn er uskyldigt dømt til forvaring. Derfor har hun sendt et brev til statsministeren, justitsministeren og partiernes retsordførere, hvor hun kalder dommen 'et justitsmord' og argumenterer for sønnens uskyld.

Efter optagelsen af podcast-afsnittet har Emil Sandvad ifølge moren modtaget en officiel påtaleopgivelse af politiet, og han er derfor – efter små fire år – ikke længere sigtet i Emilie Meng-sagen.

Den 10. juli i år er det fire år siden, at Emilie Meng forsvandt på vej hjem fra en bytur.
Den 10. juli i år er det fire år siden, at Emilie Meng forsvandt på vej hjem fra en bytur. Foto: privat
Vis mere

Af hensyn til sagens alvorlige karakter er Emil Sandvads hustru og mor holdt anonyme. B.T. er bekendt med begges identitet.

Du kan høre alle nye og gamle afsnit af 'Emilie Meng Mysteriet' HER.

Har du oplysninger om drabet på Emilie Meng? Send en mail til meng@bt.dk.