Mathias 'Zanka' Jørgensen var ikke med i landsholdssamlingen i marts, og i april røg han pludselig også af holdet i FC København, da mesterskabsspillet blev indledt.

Derfor er det oplagt at antage, at midterforsvareren kom med i EM-truppen som et af de allersidste navne, efter der blev givet grønt lys til 26 og ikke kun 23 mand fra UEFAs side.

»Det er ikke første gang, at jeg står i en situation, hvor der er nogen, der vil mene, at jeg er med på et af de yderste mandater. Ved sidste slutrunde var det nogenlunde det samme, og der endte jeg med at spille en rigtig stor rolle, så jeg ved, at tingene ændrer sig – nogle gange i løbet af en slutrunde og andre gange ikke. Og så er det rigtig ofte et udtryk for, at det går rigtig godt, så man kan sige, at begge er glædelige nyheder,« siger Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Årsagen til den mistede plads på FC Københavns hold skyldes, at Mathias 'Zanka' Jørgensen under en reserveholdskamp slog ud efter en modstander og derfor blev udvist.

Her mente FCK-træner Jess Thorup, at landsholdsspilleren satte sig selv over holdet. Siden kom 'Zanka' tilbage og blev efter flere gode præstationer for klubben også belønnet med en EM-billet.

»Nu har jeg snakket med andre om, hvad den kontrovers i FCK kom af. Det havde ikke som sådan noget med spillet at gøre. Men hvis man af den ene eller anden grund ikke spiller i FC København, skal man selvfølgelig heller ikke være med på landsholdet, det er der ingen tvivl om. Men det gjorde måske også, at jeg fik et lille los i røven og måske efterfølgende gjorde tingene på en lidt anden måde.«

Med det mener han, at han rettede fokus på sig selv i foråret og mindre mod holdet.

»Man begynder at tænke på, at så handler det måske også lige så meget om en selv, og for mit vedkommende er jeg meget fokuseret på, om det hele fungerer. Om klubben fungerer, om holdet fungerer, og mit fokus lå lidt for meget på holdet, som jeg koncentrerede mig om kontra mig selv, og det kan vi alle se, at det fungerede ikke så meget.«

Mathias 'Zanka' Jørgensen kender endnu ikke sin fremtid.
Mathias 'Zanka' Jørgensen kender endnu ikke sin fremtid. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Da fokus blev skiftet væk fra det, siger jeg ikke, at jeg spillede blændende, men så kom præstationerne op i det lag, som jeg har været vant til over lang tid. Det er ikke, fordi man bliver en dårligere fodboldspiller over tre måneder.«

FCK-legenden skal nu bruge de kommende uger i EM-lejren, samtidig med at han skal finde ud af sin fremtid.

Lejeaftalen mellem den danske storklub og Fenerbahce er slut med udgangen af denne måned, og 'Zanka' har stadig et år tilbage af kontrakten med tyrkerne.

Ingen ved, om han også i næste sæson tørner ud for FC København.

»Det er egentlig et godt spørgsmål. Det ved jeg ikke engang selv. Som hele aftalen var skruet sammen, var det, at jeg vender tilbage til Fenerbahce efter EM og noget ferie, og så skal der træffes en ny beslutning dér. Der kommer en ny træner, og der er ikke nogen, der ved, hvad beslutningen bliver,« forklarer han og fortsætter om den store interesse for hans fremtid:

»Det er ikke noget, jeg bryder min tid med, omend jeg kan sige, at det måske er over tusind mennesker, der spørger mig om det.«