Mathias 'Zanka' Jørgensen har ikke fået et eneste minut ved EM, men ikke desto mindre sagde Kasper Hjulmand søndag, at udtagelsen af forsvareren er en af de beslutninger, landstræneren har taget ved slutrunden.

Hjulmand fremhævede 'Zankas' professionalisme på træningsbanen og hyldede ikke mindst også hans måde at holde højt humør uden for banen og gå op i det sociale samvær.

»Det betyder, at jeg lige kan klare tre dage til, tror jeg,« siger Mathias 'Zanka' Jørgensen med et grin og tilføjer så:

»Selvfølgelig er det et dejligt skulderklap, og ros er altid rart, og det gør, at det, jeg er her for, bidrager til gruppen og os og er med til at fremme følelsen, når vi allesammen går og siger, at vi allesammen er vigtige. Det kan man se på, hvor mange spillere der allerede er blevet brugt i turneringen. Det viser, at der er et rigtig højt niveau, og vi bliver sjældent dårligere af at skifte ud. Det er noget, en trup gerne vil opleve – at alle er i spil, og det ikke bare er tomme ord, så det er selvfølgelig rart,« forklarer centerforsvareren.

'Zanka' er landsholdets hyggeonkel.
'Zanka' er landsholdets hyggeonkel. Philip Davali

Han tilføjer om sin rolle i truppen:

»Jeg tror, at en af de ting, som jeg er god til, er ikke at ændre på min rolle her på holdet. Om jeg spiller eller ej. Det tog mig ti år at få mine første ti landskampe, så kom der en hel masse kampe i en kort årrække, og nu er jeg måske lidt længere fra det en gang til,« forklarer han og fortsætter:

»Det ændrer ikke på, hvordan jeg er, og hvad jeg synes, jeg kan bidrage til både på og uden for banen. Så har jeg altid bare været et ekstremt socialt menneske, som nyder at være en del af det her hold, som jeg føler en kæmpe stor andel i.«

Mathias 'Zanka' Jørgensen er blandt andet den, der sørger for, at der kommer en frisør til Helsingør for at pleje spillerne, men denne gang er det sværere, end det plejer at være.

»Når man er fra København, så er det jo tit mig, der kender de fleste mennesker, så der har jeg tit hjulpet til med at ringe lidt venner og bekendte ind her, men nu er der nogle restriktioner, der skal overholdes, så jeg er ikke sikker på, at det bare lige kan lykkes,« lyder det fra landsholdets hyggeonkel.