Danmark – England. Wembley. EM-semifinale onsdag aften klokken 21.00.

Det er de benhårde facts, efter englænderne lammetævede Ukraine i kvartfinalen med hele 4-0.

Dermed bliver det England, Danmark skal møde i semifinalen efter den danske 2-1-sejr over Tjekkiet i Baku, der sikrede historisk avancement for danskerne.

Englænderne har endnu ikke lukket et mål ind under dette EM, og det skal danskerne forsøge at lave om på i det kæmpe brag, der venter.

Foto: Alessandra Tarantino / POOL
Vis mere

Desværre kommer England til at have en massiv hjemmebanefordel i London.

Det er i skrivende stund nemlig umuligt for danske fans bosat i Danmark at komme ind i landet og bakke Danmark op på Wembley. Derfor har DBU sat sin lid til, at danskere bosiddende i England kommer til at få adgang til kampen.

Et feststemt hjemmepublikum kunne lørdag aften se England have absolut ingen problemer overhovedet med at ekspedere et undervældende ukrainsk mandskab ud af EM-slutrunden. Den målfarlige topangriber Harry Kane er vågnet op til dåd, hvilket ikke er alt for godt nyt for Danmark.

Han havde en afgørende fod med i sejren over Tyskland i ottendedelsfinalen med sit mål til 2-0, og mod Ukraine kom han to gange på tavlen med to knivskarpe scoringer.

Midterforsvareren Harry Maguire bidrog til festen med et forrygende hovedstød, inden indskiftede Jordan Henderson scorede sit første landskampsmål nogensinde med kampens sidste mål til 4-0.

Dermed står det helt klart.

Danmark – England. Wembley. EM-semifinale onsdag aften klokken 21.00. De benhårde facts.