Det danske fodboldlandshold fik mulighed for at slappe af efter sejren over russerne, men savnet af familien trænger sig alligevel på.

Det fortalte landsholdsspilleren Daniel Wass under presseseancen.

4-1-triumfen over Rusland betød, at danskerne kunne holde fri tirsdag.

»Det var dejligt at få en fridag og få slappet af og hygget med holdet, som vi plejer. Vi hygger os helt vildt med hinanden, og det var dejligt at kunne koble af på en anden måde,« siger Wass.

Foto: WOLFGANG RATTAY
Vis mere

Landsholdet er så småt gået i gang med forberedelserne til Wales-kampen lørdag i Amsterdam, og selvom det videre avancement er en stor bedrift, betyder det også endnu mere tid væk fra familien.

Spillerne har været samlet siden starten af juni, hvor man varmede op til EM med opgør mod Tyskland og Bosnien.

»Man savner familien derhjemme, men heldigvis hygger vi os her. Jeg savner min kone og mine to piger, men heldigvis er telefonen opfundet,« lyder det fra Wass, der sammen med resten af landsholdet kan mærke, at EM-feberen raser i det danske land.

»Man kan mærke, at vi har samlet Danmark igen. Alle folk står på gaderne, og der har jeg bare været en fantastisk opbakning. Det er virkelig en rar følelse,« siger han.

Danmark møder Wales i ottendedelsfinalen i Amsterdam klokken 18. Og dét opgør kan du følge med i her på B.T. før, under og efter.