Et ødelagt korsbånd holder Alexia Putellas fra Spanien og FC Barcelona ude af aktion i op til 12 måneder.

Der kan gå op til et år, før Ballon d'Or-vinderen Alexia Putellas fra Spanien er klar til at spille fodbold igen. Det oplyser hendes klub, FC Barcelona, efter at Putellas tirsdag blev opereret for en korsbåndsskade.

Operationen forløb planmæssigt, oplyser klubben.

- Kvindeholdets anfører og årets spiller i verden har revet korsbåndet over i sit venstre knæ og vil ikke være i stand til at spille i 10-12 måneder, skriver klubben i en meddelelse.

Det Spanske Fodboldforbund oplyste forrige mandag, at den 28-årige Putellas havde fået et vrid i knæet under træning, og at hun skulle undersøges nærmere.

Dagen efter var diagnosen klar. Hun havde ødelagt et korsbånd, og det betød et farvel til EM-slutrunden i England.

Verdens bedste fodboldspiller i 2021 var stjernen på det spanske hold, som i gruppespillet skal møde Danmark. Tyskland og Finland er de to øvrige hold i gruppen.

Offensivspilleren debuterede på det spanske landshold tilbage i 2013 - faktisk i en testkamp mod Danmark i Vejle.

Hun scorede senest Spaniens ene mål i 1-1-testkampen mod Italien op til EM.

Putellas har spillet i FC Barcelona siden 2012.

Siden er det blevet til seks spanske mesterskaber - blandt andet de tre seneste sæsoner - samt en enkelt Champions League-titel i 2021.

I den forgangne sæson vandt FC Barcelona samtlige 30 kampe i den hjemlige liga, før holdet i Champions League-finalen i maj tabte 1-3 til Lyon. Putellas scorede trøstmålet for det spanske hold.

/ritzau/dpa