Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
EM-favoritterne fra Frankrig kunne ikke slå gruppe F's forventede prygelknabe, Ungarn. Kampen endte 1-1.
35. Så mange pladser adskiller de forsvarende verdensmestre fra Frankrig og Ungarn på Det Internationale Fodboldforbunds verdensrangliste over de bedste landshold.
Men det var svært at få øje på lørdag. Her fik Ungarn nemlig et sensationelt point, da det endte 1-1 mod franskmændene.
Det skete foran et entusiastisk hjemmepublikum på Puskas Arena i Budapest, der som det eneste stadion under EM er fyldt til randen.
Resultat vil ærgre Frankrig. Ungarn er nemlig på papiret den klart nemmeste modstander i gruppe F, der også tæller den forsvarende europamester, Portugal, samt Tyskland.
Frankrig har nu fire point, mens Portugal har tre. Ungarn har et enkelt, og Tyskland har stadig sit første til gode. Portugal og Tyskland mødes senere lørdag i deres anden kamp i turneringen.
Frankrig var som ventet i kontrol fra start og formåede også at komme til flere chancer. Efter en halv time fik Karim Benzema en stor mulighed lige foran mål, men den ellers formstærke angriber sendte bolden forbi.
Stik imod spillets gang var det så Ungarn, der kom foran i første halvlegs tillægstid. Attila Fiola blev sendt afsted mod mål og endte med kun Hugo Lloris foran sig.
Fiola var kølig og prikkede bolden forbi den franske målmand til en overraskende føring til hjemmeholdet, der sendte de tætpakkede tribuner på Puskas Arena i ekstase.
Den varede indtil 20 minutter inde i anden halvleg. Her fik Frankrig endelig noget afkast efter at have siddet tungt på kampen.
Kylian Mbappé sendte bolden på tværs i feltet. En ungarsk forsvarsspiller fik snittet bolden, så den røg en smule ud i feltet, hvor Antoine Griezmann dukkede op og hamrede udligningen ind.
Kampens slutfase stod på en fransk belejring af den ungarske ende af banen, men trods et højt pres måtte Frankrig altså tage til takke med uafgjort, der af Ungarn og de mange fans på lægterne nærmest blev fejret som en sejr.
/ritzau/
Genlæs kampen i LIVE-bloggen her: