Simon Kjær viste lørdag aften, præcis hvorfor han er anfører på det danske landshold.

Forsvarsklippen trådte i karakter som den helt store leder. Derfor hyldes han nu. Ikke bare i Danmark – men over hele verden.

Særligt hans omsorg over for Christian Eriksens kæreste, Sabrina, har vakt opsigt.

En lang række store internationale medier har brugt netop billedet af Simon Kjær, der krammer Eriksens kæreste, Sabrina, til at illustrere fortællingen om den danske anfører, der blandt andet bliver kaldt en 'uventet helt'.

Efter Simon Kjær i første omgang sprintede hen mod en kollapset Eriksen og efterfølgende fik dannet en ring af spillere rundt om deres holdkammerat, var det nemlig uden tøven, at han løb hen mod Sabrina Kvist Jensen, som var kommet ind på banen.

Her stod han og trøstede kæresten, mens lægeholdet foretog hjertemassage og forsøgte at redde den danske landsholdsstjernes liv.

Landstræner Kasper Hjulmand fortalte efter opgøret, at Simon Kjær var meget hårdt ramt.

I første omgang forsøgte anføreren at spille videre, men kort inde i anden halvleg måtte han lade sig udskifte.

»Simon var dybt, dybt berørt. Dybt berørt. Han var i tvivl, om han kunne fortsætte, og gav det et skud. Men det kunne ikke lade sig gøre. Og det er fuldt forståeligt,« sagde Hjulmand, da han skulle sætte ord på sin anfører.

»Jeg kan slet ikke … Jeg har svært ved at forestille mig at skulle spille en fodboldkamp selv, men det var, fordi følelserne var overvældende. De er rigtig, rigtig gode venner … ja …«

Simon Kjær spiller til daglig i italienske AC Milan, mens Christian Eriksen tørner ud for Inter.

De to danske landsholdsspillere bor dermed begge i byen Milano.