Dansk Boldspil-Union når ikke at blive klar til at lukke 25.000 tilskuere ind i Parken til den første EM-kamp mod Finland lørdag aften.

Det oplyser administrerende direktør i DBU, Jakob Jensen, på live-tv til TV 2 torsdag morgen.

»Svaret er desværre nej. Det kan vi ikke nå til Finlands-kampen. Vi kan forhåbentlig nå det til de to næste kampe. Man skal huske på, at stadion lige nu er indrettet, så der sidder en person, og så er der en tom stol, og så sidder der en person igen,« siger Jakob Jensen og fortsætter:

»Det bliver derfor ikke til kampen mod Finland, men vi arbejder ihærdigt på, at det kan lade sig gøre efterfølgende,« lyder det fra Jakob Jensen.

Tidlig torsdag morgen blev det klart, at der måtte komme op til 25.000 tilskuere i Parken under EM i Danmark efter Folketingets partiet blev enige om en genåbningsplan.

» Hvis vi skal have flere ind på stadion, så skal de sidde på de tomme stole imellem dem, der allerede har købt billetter.«

»Så kunne man sige: »Kan de ikke bare bytte billet?« Nej, det kan de ikke, for alle skal coronaregistreres præcis dér, hvor de sidder. Så det er en kæmpe opgave, vi har fået af politikerne. Den tager vi på os, men vi kan ikke nå det til kampen mod Finland,« siger Jakob Jensen.

Jakob Jensen tror heller ikke på, at der ender med at kunne komme flere tilskuere ind end de 25.000 tilskuere.

De første skuffede fans har allerede meldt sig på diverse sociale medier.

»Tak til alle politikerne, der i nat nåede frem til en aftale om flere tilskuere til EM for så blot at høre på, at arrangørerne i Danmark siger, de ikke kan nå at hæve tilskuertallet,« lyder det blandt andet.

DBU-direktøren håber, at man kan nå at blive klar til at lukke 25.000 tilskuere ind til de to kampe mod Belgien og Rusland.

De spilles henholdsvis 17. og 21. juni.