Han var nok den eneste på stadion, der ikke så, at Kyle Walker komme drønende.

Og derfor gjorde det så usandsynlig ondt på de danske landsholdsfans, da Kyle Walker kom ind foran Victor Kristiansen, pillede bolden og løb ind i feltet, hvor han assisterede Englands 1-0-mål torsdag.

Hovedpersonen selv er klar over sit ansvar og efter kampen lagde han sig fladt ned, da han mødte den danske presse.

»Jeg blev overrasket over, at Kyle Walker havde sneget sig op. Jeg skulle selvfølgelig have kigget mig over skulderen. Den tager jeg på min kappe. Det var ikke godt nok fra mig,« siger Kristiansen, da B.T. spørger, inden han tilføjer:

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg tænkte, det var noget værre lort. Det var drønirriterende, for jeg var startet godt. Så blev jeg stillet i en situation, om jeg ville lade de resterende minutter dikteres af det, eller om jeg ville rejse mig, og det synes jeg, at jeg fik gjort.«

Fra tribunen lignede det, at 'VK' slet ikke kunne høre, at der blev råbt om truslen i ryggen på ham.

»Jeg opfattede slet ikke, om der blev råbt eller gestikuleret noget. Jeg blev sgu overrasket, og det skal jeg sørge for ikke sker,« lød det.

Landsholdsbacken erkender, at fejlen kommer til at sidde i ham det næste stykke tid, men støttende holdkammerater hjalp ham på vej.

»Det var rigtig vigtigt. Man er jo drønsårbar i sådan en situation. Man er blevet udstillet og ser utrolig dum ud, så det var sgu dejligt, at drengene gav et klap på skulderen, og så kunne jeg komme videre,« siger venstrebacken, som efter kampen havde en blandet følelse.

For Danmark spillede op til dans mod de engelske favoritter, som endda kunne være sendt hjem fra Frankfurt uden point i gruppen.

Læs B.T.s dom over kampen her - og læs B.T.s karakterer til de danske landsholdsspillere her.

Andre læser også