»Kjærbye, skraldespanden.«

Christian Eriksen måtte lørdag kortvarigt stå 'skoleret' og forsvare de ord, da et par norske journalister mødte op til Danmarks pressemøde i Stuttgart forud for søndagens EM-kamp mod Slovenien.

Årsagen?

I forbindelse med holdfotoet af det danske fodboldlandshold, lagde DBU fredag en sjov video ud på de sociale medier, hvor Eriksen drillede holdkammeraten Rasmus Højlund, som pludselig kom gående i en norsk landsholdstrøje.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Kort efter smed sidstnævnte den i hovedet på midtbanespilleren, der hurtigt bad DBU-fotograf Anders Kjærbye om at smide den i skraldespanden. Noget, der godt kunne ligne en skjult stikpille til Norge.

Efterfølgende er videoen da også gået viralt i nabolandet, og derfor måtte Eriksen lørdag aften svare på spørgsmål om, hvorvidt han egentlig har respekt for den norske landsholdstrøje.

»Det var gode, gamle Højlund, der ville prøve at være lidt sjov, da han kom ud med en Sander Berge-trøje fra landskampen (mod Norge, red.), tror jeg. Det var kun en lille joke fra mit vedkommende med at smide den i skraldespanden,« lød danskerens forsvar, inden han fortsatte:

»Det var ikke en hentydning til Norge. Det var mere, at jeg ikke lige syntes, den passede ind på det danske landshold.«

Christian Eriksen erkender dog, at handlingen – i momentet – godt kunne tyde på noget andet.

»Lige dér virkede det ikke til, at jeg havde respekt for trøjen, men det har jeg bestemt. Der er rigtig mange gode nordmænd, så jeg har kæmpe respekt for Norge. Det var som sagt kun en lille joke og ikke noget andet,« forsikrede den danske stjerne.

Danmark tager søndag hul på EM-slutrunden i Tyskland, når Slovenien venter.

Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 18.

Andre læser også