Bedst som man ikke troede, det kunne blive værre. Så skete det alligevel.

Vi er nu der, hvor en i forvejen stor skandale har vokset sig gigantisk. Og det kommer til at tage år, før skaden kan udbedres.

Sådan lyder dommen fra fodboldfan og kommunikationsekspert Søs Marie Serup om det morads, som det europæiske fodboldforbund UEFA har rodet sig ud i.

De fleste, som følger fodbold, kender formentlig efterhånden til regnbueskandalen, som har udspillet sig under EM-slutrunden i fodbolden.

Her har UEFA først nægtet at lade Allianz Arena i München farve i regnbuefarver til en kamp mellem Tyskland og Ungarn.

Det mødte voldsom kritik fra politikere over alt i Europa. Siden tog en række sponsorere som Volkswagen, TikTok og JustEat konsekvensen og farvede deres reklamer på banderne til EM-kampe i regnbuefarver.

Men det går ikke alle steder, har UEFA nu slået fast. Fredag aften lækkede den tyske bilgigant Volkswagen, at de har fået forbud mod at lade deres reklamer under kampe i Skt. Petersborg i Rusland og Baku i Aserbajdsjan optræde i regnbuefarver. Det kommer dermed til at kunne ses under Danmarks EM-kvartfinale lørdag aften mod Tjekkiet.

»Det er ret vildt, det der sker. Det er det ultimative knæfald for penge,« siger Søs Marie Serup og uddyber.

Kasper Dolberg i sekundet, hvor han scorer til 1-0 for Danmark mod Wales. Men også reklamen i baggrunden vækker opsigt.
Kasper Dolberg i sekundet, hvor han scorer til 1-0 for Danmark mod Wales. Men også reklamen i baggrunden vækker opsigt.
Vis mere

»Hvis man var i tvivl før, så har UEFA for alvor vist deres hånd nu. Når de går ud med kampagner om lige rettigheder og bruger regnbueflaget, så er det bare noget, de pynter sig med for at se godt ud. Men der er intet bag det. De kan ikke stå ved det,« siger Søs Marie Serup.

Som skrevet var det ikke UEFA selv, der gik ud og fortalte om forbuddet. Det var i stedet Volkswagen, der i en pressemeddelelse forklarede, hvordan det hang sammen.

Her lød det, at UEFA havde forklaret, at det var lokal lovgivning i Rusland og Aserbajdsjan, som gør, at regnbueflaget ikke er velkommen på banderne.

Netop Volkswagen er en af de få vindere i den her sag, mener Søs Marie Serup.

Den tyske landsholdsanfører Manuel Neuers anførerbind har udløst en international skandale med UEFA i centrum.
Den tyske landsholdsanfører Manuel Neuers anførerbind har udløst en international skandale med UEFA i centrum.
Vis mere

»Volkswagen har egentlig ageret ret godt i den her sag. De har været hurtigt ude med at få regnbuefarver ud i gadebilledet, på biler og vist, hvad de står for,« siger hun.

En vinder er UEFA bestemt ikke i sagen, der tog sin start, da fodboldorganisationen, der i stort anlagte kampagner hylder forskellighed og er imod racisme, indledte en sag mod den tyske anfører, Manuel Neuer, for at have en regnbuefarvet anførerbind på under en af Tysklands kampe.

Herfra udviklede sagen sig, da bystyret i München anmodede om at lade byens EM-stadion bade i regnbuefarver og fik nej.

Siden forsøgte UEFA at redde lidt af sin værdighed ved at farve deres logo på sociale medier i regnbuefarver og udtale, at man ikke anser regnbueflaget for politisk – selvom man anså bystyret i Münchens anmodning om at bruge regnbueflaget for politisk.

Sådan var det meningen, Allianz Arena i München skulle se ud onsdag aften. Men UEFA har sagt nej.
Sådan var det meningen, Allianz Arena i München skulle se ud onsdag aften. Men UEFA har sagt nej. Foto: Tobias Hase
Vis mere

Og skandalen for UEFA er nu vokset sig helt ude af proportioner med den seneste udmelding om, at regnbueflaget ikke er velkommen på bandereklamer i Skt. Petersborg og Baku.

»Det her er grimt for UEFA. De har skadet deres egen troværdighed mange år frem i tiden,« siger Søs Marie Serup.

Hun kan ganske enkelt ikke se, hvordan den skandaleramte fodboldorganisation skal kunne redde sig ud af problemerne, som bare synes at blive større og større, hver gang de agerer i sagen om regnbueflag.

»Det kan de ikke. De har helt tydeligt vist, at man tager mere hensyn til kommercielle interesser og enkelte værter. Men så har de valgt de forkerte værter,« siger Søs Marie Serup.