De seneste dage har det mangefarvede regnbueflag været et voldsomt kontroversielt emne i Europa.
Således også søndag hvor det atter var omdrejningspunktet i en mindre skandale inden en yderst afgørende kamp ved EM-slutrunden.
Kampen var søndagens opgør mellem Holland og Tjekkiet i den ungarske hovedstad, Budapest. En kamp, som havde stor opmærksomhed herhjemme, da vinderen, som viste sig at blive Tjekkiet, skal møde Danmark i kvartfinalen lørdag.
Men inden kampen var det noget helt andet, der trak overskrifter hos en række hollandske medier.
Det medie, som indledte hele sagaen, var den hollandske tv-station Nos.
Her fulgte man op på den skandale om regnbueflag, som har ramt det europæiske fodboldforbund, UEFA, efter man afviste bystyret i Münchens anmodning om at farve Allianz Arena i regnbuefarver til sidste uges kamp mellem Tyskland og Ungarn.
Det har fået fans og sponsorer Europa over til iklæde sig regnbuefarver i forbindelse med EM-kampe.
Og det samme havde flere hollandske fans planer om i forbindelse med 1/8-finalen søndag mod Tjekkiet.

Og hos Nos kunne man med det hollandske fodboldforbund som kilde beskrive, hvordan UEFA slet og ret havde forbudt regnbueflag på stadion og i officielle fanområder inden kampen søndag aften. Det samme kunne mediet Nu.nl, som også kunne beskrive, hvordan hollandske fans fik frataget regnbueflag i fanzoner i Budapest.
Den historie fik hurtigt liv på sociale medier. Samtidig blev den beskrevet i flere andre hollandske medier, ligesom medier i andre lande – heriblandt danske Tipsbladet – beskrev problematikken.
Men efter historien var begyndt at blive delt vidt og bredt, så kom UEFA på banen. Det var ganske enkelt ikke rigtigt, at regnbueflag skulle være forbudt på stadion.
Og højst usædvanligt gik fordboldorganisationen ud og undsage de hollandske medier, som havde bragt historien.

I et opslag på Twitter lød det:
»I modsætning til hvad man kan læse i hollandske medier, så vil UEFA gerne slå fast, at man ikke har forbudt nogle former for regnbuefarvede symboler i fanzonen i Budapest, som er under de lokale myndigheders ansvar. UEFA ser meget gerne sådanne symboler i fanzonen.«
Forinden havde man på sociale medier kunnet læse rygter om, at de ungarske myndigheder havde konfiskeret regnbueflag i fanzoner.
Og i et opfølgende tweet fra UEFA slog organisationen fast, at man havde haft en snak om regnbueflaget med det ungarske fodboldforbund.
»UEFA har i dag informeret det ungarske fodboldforbund om, at regnbue-farvede symboler ikke er politiske og i linje med UEFAs EqualGame-kampagne, der kæmper mod diskrimination, inklusiv mod LGBTQI+, og sådanne flag vil være tilladt på stadion.«
Den seneste tid har UEFA været under voldsom beskydning efter afvisningen i München.
Politikere fra store dele af Europa og ikke mindst Tyskland var ude med hård kritik af fodboldorganisationen, mens den ungarske premierminister Viktor Orban valgte at blive væk fra kampen i protest mod det tyske ønske.
UEFA afviste dog kritikken ved at sige, at man anså forespørgslen fra bystyret i München for at være politisk og rettet mod Ungarn, som for nyligt vedtog en ny lov, som kritiseres for at diskriminere mod homoseksuelle.
I samme ombæring farvede fodboldorganisationen deres logo i regnbuefarver på sociale medier og skrev i en udtalelse, at man anser regnbueflaget for at være apolitisk.
Den udtalelse mødte hård kritik fra kommunikationsekspert Søs Marie Serup.
»Når de vælger først at sige, at sagen med regnbueflaget er politisk, og de så vælger at sige, at regnbueflaget ikke er politisk, så falder de i begge snørebånd på deres fodboldstøvler,« sagde hun.

