Billederne af den danske roligan Kristoffer Føns på stadion i Baku er efterhånden nået ud vidt og bredt.

Men sagen er lang fra overstået. Det slår både UEFA og DBU fast. Samtidig er de to fodboldorganisationer helt uenige om, hvad der i virkeligheden skete.

Det hele tog fart inden Danmarks kvartfinale mod Tjekkiet i Aserbajdsjans hovedstad Baku lørdag aften.

Kristoffer Føns var kommet ind på tribunen, og her hev han sit medbragte regnbueflag frem. Han ville markere, at man selv i et land som Aserbajdsjan, som rangerer sidst i hele Europa, når det kommer til lgbt+-personers rettigheder, kan fremvise flaget, der står for mangfoldighed.

Men der gik ikke længe, så kom et par lokale stewards og konfiskerede flaget.

Kristoffer Føns beskrev efterfølgende sagen over for B.T.

»Det er rigtigt, at jeg stod med et regnbueflag på tribunen. Og på et tidspunkt kommer der en medfan hen og siger til mig, at der står en masse stewards og kigger hen på mig. Det vælger jeg at ignorere, da UEFA ikke har meldt noget ud om, at regnbueflag er forbudt på stadion,« sagde Kristoffer Føns til B.T.

Herfra udviklede situationen sig.

En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku.
En dansk fan holder et regnbueflag op på stadion i Baku. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

»Så kommer der to stewards hen til mig. Den ene helt tæt på. Han siger ikke noget, men han hiver bare i flaget. Jeg forsøger at sige fra. Men han hiver bare videre i flaget,« forklarede den danske fan.

Den lokale steward får til sidst fravristet Kristoffer Føns det regnbueflag, han havde købt til lejligheden.

Det hele bliver fanget af en fotograf til stede på det olympiske stadion i Baku.

Og da billederne begynder at blive offentliggjort, udvikler det sig til en større skandale. Nok engang med UEFA i centrum.

En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder.
En steward på stadion tager fat i flaget, som de danske fans holder. Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

Inden kvartfinalerne, som blandt andet skulle spilles i Rusland og Aserbajdsjan, havde den europæiske fodboldorganisation nok engang gjort sig upopulær, da det kom frem, at UEFA ikke ville have regnbuefarver på bandereklamerne i Skt. Petersborg og Baku.

Og da UEFA tidligere under EM-slutrunden nægtede bystyret i München at lade dem farve Allianz Arena i byen i regnbuefarver til en kamp mellem Tyskland og Ungarn, så var fodboldorganisationen allerede i massivt underskud på kontoen for good will.

Netop UEFA gik dog hurtigt ud med en udtalelse angående den danske fan i Baku, der fik frataget sit regnbueflag.

Til B.T. lød forklaringen:

Foto: DARKO VOJINOVIC
Vis mere

»UEFA har aldrig instrueret stewards i Baku – eller på noget andet stadion – i at konfiskere regnbueflag. Vi er ved at undersøge, hvad der skete, og vi vil kontakte UEFA-delegerede, UEFAs sikkerhedsofficer og de lokale myndigheder for at finde ud af, hvad der skete,« skriver UEFA.

Og så kommer det punkt, hvor UEFA er helt uenig med DBU:

»Den umiddelbare information, vi har modtaget, er, at den pågældende fan var voldsomt beruset og at nogle lokale fans blev aggressive mod ham. De lokale stewards greb ind og tillod den danske fan at blive, selvom han var meget fuld,« skriver UEFA.

Men det afviser DBU fuldstændigt. Endda hele to gange.

Først gik DBUs kommercielle direktør, Ronnie Hansen, på Twitter og skrev følgende:

»Omkring regnbueflag i Baku: Vi havde medarbejdere tæt på forløbet og vi vil bidrage til UEFAs undersøgelse af sagen. UEFA har umiddelbart vurderet, at den omtalte fan var meget beruset. Den opfattelse deler vi slet ikke. Nu afventer vi først UEFA.«

Og siden blev han fulgt op af DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, som også afviste komplet, at Kristoffer Føns skulle have været »meget fuld«.

»Vi havde medarbejdere tæt på forløbet, og vi vil bidrage til UEFAs undersøgelse af sagen. UEFA har umiddelbart vurderet, at den omtalte fan var meget beruset. Den opfattelse deler vi slet ikke. Nu afventer vi UEFA.«

B.T. arbejder nu på at få yderligere kommentarer fra UEFA.