Når det danske landshold onsdag aften træder ind på mytiske Wembley til EM-semifinalen mod England, vil der få minutter inden være en helt særlig hyldest til deres holdkammerat og ven Christian Eriksen.

En forstørret udgave af Danmarks rød-hvide landsholdstrøje vil blive foldet ud på grønsværen med tallet 10 og efternavnet 'Eriksen' trykt på.

Præcis som det har været, siden Danmarks største fodboldstjerne på uhyggelig vis faldt om med hjertestop i slutningen af første halvleg mod Finland 12. juni i Parken.

Nu fortæller DBUs fankoordinator, Anders Hagen, hvordan idéen til den særlige trøje opstod.

Den særlige Eriksen-trøje blev for første gang foldet ud forud for Danmarks kamp mod Belgien i Parken.
Den særlige Eriksen-trøje blev for første gang foldet ud forud for Danmarks kamp mod Belgien i Parken. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»Dagen efter kampen mod Finland var der et enormt behov fra alle fans om at udvise støtte og kærlighed til Christian Eriksen. Der var så mange, der meldte ind med gode idéer til, hvordan vi kunne vise vores støtte og give opbakning til, hvad han og holdet gik igennem,« forklarer Anders Hagen til B.T.

Men tiden var knap, og mange idéer måtte kastes væk på grund af de mange tilladelser, som idéerne ville kræve, hvis de skulle føres ud i livet til Danmarks efterfølgende opgør mod Belgien.

»Men så var der den her idé med trøjen. Der var rigtig mange, der syntes, at den trøje, der var til kampen mod Finland uden noget på, var fed, og så kom jeg bare i tanke om, at det måske kunne være muligt at gøre noget ved den.«

Anders Hagen tog derfor kontakt til UEFAs ceremoni-team, der er ansvarlig for de ceremonier, der afholdes inden hvert opgør under årets slutrunde, og som under alle kampe viser de store landsholdstrøjer frem.

Anders Hagen, fankoordinator i DBU.
Anders Hagen, fankoordinator i DBU. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Og lynhurtigt var der gevinst.

»Det viste sig så, at det godt kunne lade sig gøre. Jeg troede faktisk ikke, det ville være muligt i forhold til regler og tilladelser, men det kunne det godt. Det skulle ske ret hurtigt, så det var en engelsk fabrik, der laver de her trøjer, som lavede en ekstra til os,« fortæller fankoordinatoren.

»Det skete i ly af natten og meget, meget hurtigt, og vi fik bragt den til Danmark på rekordtid, så vi lige præcis nåede det til Belgien-kampen.«

På Parkens græs blev trøjen kort før kickoff så foldet ud til det, der blev begyndelsen på en følelsesladet og historisk aften.

Efterfølgende fulgte en kraftfuld udgave af Danmarks nationalmelodi, inden hårene så for alvor rejste sig, da kampen i det tiende minut blev afbrudt til lyden af klapsalver fra tilskuere, spillere og selv kampens dommer.

Men inden opgøret var det en lettere spændt Anders Hagen, der ventede på, at trøjen ville blive præsenteret.

»Jeg var seriøst nervøs op til, for jeg var lidt usikker på, hvordan folk ville tage imod det, men det var heldigvis en succes. Jeg fik personligt kuldegysninger af det, og jeg har hørt, at mange andre fik det samme.«

Siden da har den særlige trøje været pakket ned i en meget stor taske, hvor den er blevet foldet ud til de øvrige danske kampe, der udover Parken tæller græsset i både Amsterdam og Baku.

Sådan så det ud, da Danmark og Wales mødtes i 1/8-finalen i Amsterdam.
Sådan så det ud, da Danmark og Wales mødtes i 1/8-finalen i Amsterdam. Foto: KOEN VAN WEEL
Vis mere

I starten var DBU ellers i tvivl om, hvorvidt den skulle i brug ved de resterende kampe.

»Jeg var faktisk lidt usikker på, om den skulle med rundt, men der var så stor opbakning til den, og det valgte vi så at gøre. Folk synes, det er fedt, og der er mange, der deler det på internettet. Jeg håber, at Eriksen også synes, det er meget fedt, for det er jo ham, vi har gjort det for,« siger Anders Hagen, der mener, at trøjen var en god måde at gøre det på:

»For at være ærlig, så har jeg hele tiden haft meget fokus på, at det er holdet, der skal bakkes op. På den måde synes jeg, at trøjen har fungeret godt, fordi den ikke har fyldt så meget, og det ikke har været Eriksen over det hele, men nærmere en diskret og fin måde at markere det på.«

Onsdag vil den så igen kunne ses, når den foldes ud på græsset i London forud for den historiske EM-semifinale mellem Danmark og England.

På det stadion, hvor Christian Eriksen i en periode selv havde hjemmebane, da han tørnede ud for Tottenham.

Kampen spilles onsdag klokken 21 dansk tid.