Kasper Schmeichel var ikke i tvivl om, hvad han skulle gøre, da han så det.

Og den danske målmand skyndte sig da også hen til sin holdkammerat med det samme.

For efter Danmark torsdag aften havde sikret sig et enkelt point i EM-braget mod England, var der særligt én person, som de tusindvis af rød-hvide fans i Frankfurt råbte på. Også selv om han forsøgte at gemme sig lidt i klyngen af holdkammerater.

De ville nemlig hylde Morten Hjulmand for det forrygende mål, han bragede i kassen undervejs i opgøret. Og derfor skubbede Kasper Schmeichel da også sin landsmand foran resten af truppen, så midtbanespilleren kunne få lov til at nyde fansenes hyldest.

Kasper Schmeichel skubbede Morten Hjulmand frem foran fansene.
Kasper Schmeichel skubbede Morten Hjulmand frem foran fansene. Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

»Morten spiller igen en fremragende kamp. Han kommer bare ind på holdet og dirigerer, som om han altid har været her,« forklarede Schmeichel til pressen og fortsatte:

»Så jeg sagde til ham, at det kun sker få gange i livet, at tilskuerne råber dit navn. Så nyd det. For man ved aldrig, hvornår man får chancen igen til et EM.«

Hjulmand var dog ikke meget for det.

Men han lod sig alligevel overtale til sidst.

Morten Hjulmand modtog fansene hyldest efter kampen.
Morten Hjulmand modtog fansene hyldest efter kampen. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det er fedt, at der er noget ydmyghed, men jeg synes sgu, at han havde fortjent det,« lød det videre fra målmanden.

Hovedpersonen indrømmede da også efter kampen, at der skulle noget overtalelse til fra landsholdsmakkeren, før han turde at stille sig frem.

»Det...det har jeg det lidt ambivalent med. Normalt er jeg ikke den, der scorer mange mål, så jeg har det fint med, at der er andre, der får den hæder. Så det var specielt at skulle gå ned og modtage det fra de danske fans. Men jeg er glad for, at de tog godt imod mig.«

Danmark spillede torsdag 1-1 mod England ved EM i Tyskland.

Her kan du læse B.T.s DOM og KARAKTERER fra opgøret.